Det slot, som i dag præsenterer sig så smukt og stateligt ved indsejlingen til den lille købstad Nysted, blev oprindeligt opført som en forsvarsborg. Det er uvist, hvornår borgen blev anlagt, men opførelsen skete sandsynligvis på foranledning af den danske konge, Svend Grathe omkring år 1000, som et led i at styrke det danske forsvar mod angreb fra Tyskland. I de historiske kilder nævnes Aalholm første gang i 1329, da Lolland-Falster blev pantsat af den danske konge, Christoffer d. 2. At borgen har spillet en vigtig rolle, vidner et endnu bevaret kalkmaleri fra 1585 i slottets riddersal om. Her har kong Frederik d. 2. og dronning Sofie sammen med deres følge sat deres navnetræk og symboler. I det daglige var administration og drift af borgen betroet kongelige lensmænd. Den sidste gang borgen fungerede i krigsmæssig sammenhæng var under Svenskekrigen 1657-59, men da var den både forfalden og utidssvarende. I 1725 besluttede kong Frederik d. 4. omsider at sætte Aalholm på auktion. Køberen var en velhavende kvinde fra Mecklenburg, Emerentia von Levetzau, enke efter gehejmeråd Johann Otto Raben. Hun var en driftig kvinde, der lagde Aalholm ind under sine andre opkøbte, lollandske godsbesiddelser, hvorved hun opnåede kongelig tilladelse til oprettelse af grevskabet Christiansholm til sit barnebarn, greve Christian Raben. Han nåede dog ikke at få megen glæde af hverken titel eller gods, idet han døde ganske ung, hvorefter hans lillebror, Otto Ludvig greve Raben, i 1730 arvede godset. Otto Ludvig var en glimrende tværfløjtenist, og i 1993 blev der i de gamle godsarkiver fundet en stor bunke håndskrevne noder fra hans tid. Heriblandt flere ukendte værker af den tyske komponist, Johann Adolf Scheibe. Nodesamlingen findes i dag på Det Kongelige Bibliotek. Borgen var stadig umoderne og ukomfortabel som bolig i forhold til grevelig standard, men 1779 blev østfløjen ombygget, fornyet og nyindrettet i nyklassicistisk stil. Gavlen bærer endnu Otto Ludvigs og hustruens, Anna Katharina von Buchwald, initialer. Samtidig blev dæmningen fra Nysted forskønnet med en alle af lindetræer, og Nysted kirke fik tilføjet en herskabsstol samt et gravkapel. I 1792 arvede sønnen, Frederik Christian Raben, godset. Han interesserede sig for samtidens naturvidenskaber. Fra sine mange rejser i udlandet fik han hjembragt flere sjældne mineraler og udstoppede fugle, ligesom han fik opført et observatorium på toppen af det nordøstre tårn. Parken blev beplantet med flere sjældne og eksotiske træer som fx platan og forskellige arter fyrretræer fra Nordamerika. I 1838 døde han under en studierejse til Rio de Janeiro, men en stor naturaliesamling fra hans tid er bevaret på Nationalmuseet. Sønnen, Gregers greve Raben, var doktor i filosofi og klassiske sprog. Han lod flere buster med latinske indskrifter opstille rundt omkring i parken og fik opført det gule lysthus, Bjørnehuset. Han og hustruen Anna Lund var barnløse, og det siges, at Anna går igen, hvis der lyder babygråd i et af slottets mange værelser. Nu var denne del af slægten uddød, men en slægtning, Frederik Christopher lensgreve Raben-Levetzau (1850-1933), blev fuldgyldig ejer i 1889. Efter sin far, Josias Raben-Levetzau, havde han arvet Lekkende og Beldringe godser på Sjælland og forinden overtagelsen gjort karriere som dansk diplomat i Rom og Paris. Her mødte han Lillie Susanne Moulton (1864-1946), datter af en rig amerikansk bankier, som han ægtede i 1886. Frederik C. Raben-Levetzau blev en aktiv og driftig leder af det store gods. De forhuggede skove blev genrejste, og siden fulgte modernisering af landbruget, dræning af engområder, anlæg af en 3 ha. stor køkkenhave med drivhuse, vandtårn og kampestensmur omkring. Ålholm Ladegård blev opført fra ny. Salg af fæstegods og opgangstider for landbruget gjorde det økonomisk muligt fra 1889 og de næste årtier at ombygge og restaurere den gamle borg. Holmen blev reguleret med stensætning, og trods alle vanskeligheder blev der nord for slottet anlagt en kunstig ø til blomsterhave. Dæmningen fra Nysted blev lukket af, og i stedet blev "Alverdens Gang" anlagt nord for slottet ved Rørsø til folkeligt brug. Selve borgen blev ombygget og restaureret i historicistisk stil under ledelse af arkitekt Hans J. Holm, der siden blev efterfulgt af Gotfred Tvede. Det var en efter nutidig bedømmelse hårdhændet og ødelæggende ombygning af den gamle middelalderborg, men datiden kendte ikke til bygningsfredning. Det gjaldt om at skabe et repræsentativt og "moderne" hjem til lensgreven og hans familie. Hans J. Holm lod den gamle vestfløj (smedje) fjerne og dekorerede den tilbageværende ydermur med middelalderlige skydeskår. Den bedst bevarede del fra middelalderen, Margrethefløjen ændrede markant udseende, ligesom det mest af sydfløjen blev fjernet og erstattet af to store, tværgående trappehuse, så anlægget gik fra at være rektangulært til at blive brilleformet! Mod syd blev der drænet, så herskabet kunne få anlagt tennisbane og udsigt til Nysted Nor. Hele anlægget blev skalmuret i røde mursten og forsynet i tidens stil med spidsbuede blændarkader, udkraget murværk, kviste i kobber, mange karnapper og skiffertag på tårnene mod syd. Nordfløjen, som trods restaureringen endnu har bevaret et strejf af middelalderborg, fik på havesiden tilføjet en monumental trappe og bro i barokstil over til blomsterøen samt en "peberbøsse" (trækarnap) til at skabe udsigt fra den gamle middelalderriddersal. På det nordøstre tårn blev observatoriet fjernet. Indvendig skabtes et fornemt interiør med ankomst ad en imponerende egetrappe op til første sal, der bød på en parade af elegante rum og smukke kabinetter med riddersal, balsal og en stor spisestue som kulmination. I østfløjen lå de smukke gæsteværelser, der blev luksuriøst indrettede med egne vaske med indlagt koldt og varmt vand. Der blev også indrettet et stort slotskøkken med brændekomfur og kobbertøj til madlavningen, så der var de bedste arbejdsforhold for køkkenpersonalet, som talte 7 mennesker. I 1905-08 var Frederik C. Raben-Levetzau udenrigsminister i J.C. Christensens Venstre-regering, skønt han politisk uden tvivl selv var Højre-mand. Efter afsløringen af justitsminister P.A. Albertis bedrageri i 1908 ønskede lensgreven ikke at fortsætte, og hele regeringen måtte gå af. I udenrigsministerparrets ejertid oplevede Aalholm flere besøg af en lang række af prominente gæster fra ind- og udland, ligesom flere medlemmer af Europas fyrstefamilier gæstede det lollandske slot. Heriblandt kejser Wilhelm 2. af Tyskland, zar Nikolaj 2. af Rusland og Edward d. 7 af England samt Frederik d. 8 og Christian d. 10 af Danmark. Hustruen Lillie Susanne var en både smuk og strålende værtinde ved disse sammenkomster, og hun fik desuden anlagt en 9-hullers golfbane i parken, der blev fornyet af den engelske landskabsarkitekt Milner, som også havde udformet parken på Knuthenborg. Efter lensgrevens død i 1933 ønskede den ældste søn, Siegfried, ikke at overtage godset. Dog kunne han som ældste søn beholde lensgrevetitlen og retten til millionformuen i successorfonden. I stedet blev det lillebroren, Johan Otto baron Raben-Levetzau (1904-92) til Beldringe og Lekkende, som arvede den store bedrift. I 1943-44 lod han resterne af den gamle sydfløj, Margrethefløjen, restaurere tilbage til sit oprindelige middelalder-udseende under ledelse af arkitekt Helge Holm. Der blev iværksat et par restaureringer, som forsøgte at fremhæve og bevare resterne af middelalderborgen. På nordfløjen blev den store trappe fjernet, og det ydre udseende blev forsøgt forenklet. Men godsernes storhedsdage med økonomisk og politisk samfundsindflydelse var endegyldigt forbi efter Anden Verdenskrig, og det gjorde ikke sagen bedre, at baronen under krigen havde haft nazistiske sympatier uden dog selv at være aktiv nazist. Efter krigen blev han således udelukket af selskabet i flere af landets indflydelsesrige kredse, og som årene gik, indså baronen, at udover modernisering af skov- og landbrug måtte der tænkes i nye retninger for at klare udgifterne til godset drift og vedligeholdelse samt det herskabsliv, som han ønskede at føre. I 1954 genfandt baronen efter længere tids søgen sin fars gamle Rolls Royce Silverghost fra 1911, som lensgreven i sin tid forærede sin kone i sølvbryllupsgave! Senere blev bilen en arbejdsvogn til driften, og under 2. Verdenskrig blev den ved et tilfælde indemuret bag korntørreriet på Beldringe gods. Fundet og restaureringen af den gamle herskabsbil vakte stor opsigt, og bilentusiaster fra hele landet valfartede til Nysted for at se den flotte Rolls Royce. For at give publikum lidt mere for pengene købte baronen også et par gamle Bugattier, som blev udstillede ved siden af. Med de gamle biler havde baronen nu ikke blot fået sig en stor, livslang hobby. Han øjnede også nye muligheder med turisme som økonomisk aktivitet. I avlslængerne på den nærliggende Stubberupgård åbnede den bilglade baron i 1964 "Aalholm Automobilmuseum", som hurtigt blev kendt og berømt over det meste af Europa. Et par år efter blev der også tilbygget en stor, rundbuet udstillingshal samt indrettet en cafe til de besøgende turister. På utallige rejser til især England, Frankrig, USA og Italien opkøbte "bilbaronen" i årenes løb flere gamle og sjældne biler til sin enorme bilsamling, der kom til at omfatte over 250 udstillede veteranbiler. Mange af bilerne var ladefund, der blev sat smukt i stand af museets egne mekanikere og lokale håndværkere i Nysted. Udover bilerne kunne publikum også opleve en kopi af brødrene Wrights flyvemaskine fra 1903, en kæmpestor modeljernbane samt de salon-togvogne, som lensgreven havde benyttet under sine rejser til Paris og Venedig. I 1968 blev museet suppleret med en jernbane, hvor et damptog kørte turisterne gennem Aalholm Hestehave ud til Østersøen. Den smalsporede jernbane var anlagt med skinner fra den nedlagte roebane mellem Nysted og Sakskøbing. I 1972 åbnede også en del af slottet som museum. Med mellem 40-50.000 besøgende om året blev Aalholm slot og automobilmuseum en af Danmarks kendteste turistattraktioner, og baronparret stillede gerne både biler, slot og parkanlæg til brug for samtidens danske filmproduktioner. Johan Otto baron Raben-Levetzau var også en excentrisk levemand, og de mange køb og restaureringer af gamle biler, hans mange udenlandsrejser, deltagelse i internationale veteranbil-løb og dyre livsstil medførte store udgifter, som kostede dyrt på godsets driftsøkonomi. For at skabe økonomisk råderum solgte baronen ud af godsets jord- og skovarealer, således at godstilliggendet i hans ejertid næsten blev halveret. I vinteren 1992 døde den gamle baron, og da han tidligere havde ligget i arvestrid med sin ældste søn, Frederik baron Raben-Levetzau og slettet denne som godsarving, blev det i stedet den anden søn, John Raben-Levetzau (1950-2013), som sammen med sin hustru, Merete, arvede godset og turismeaktiviteterne. Det var en tung arv og så godt som en umulig at løfte økonomisk. Der var både stor gæld og store afdragslån at betale. Derudover skulle godset udrede 6 mio. kr. til statslig arveafgift, ligesom baronens enke og øvrige 4 børn skulle betænkes økonomisk. Efter et par mislykkede forsøg med rekonstruktion af godsets driftsøkonomi og to dårlige turistsæsoner i somrene 1994 og 1995 gik både gods og bilmuseum i betalingsstandsning. Sidst på efteråret 1995 tabte kreditorerne i Jyske Bank endegyldigt tålmodigheden og solgte i januar 1996 både slot, gods og bilmuseum til den pressesky forretningsmand og mangemillionær, Stig Husted-Andersen. Under stor mediebevågenhed blev der i maj samme år afholdt auktion over slottets smukke indbo. Efter at have været ejet af slægten gennem mere end 270 år måtte familien Raben-Levetzau forlade godset og deres hjem på slottet. John Raben-Levetzau flyttede med sin hustru og tre døtre til England, hvor han fik ansættelse som konsulent og skandinavisk agent i auktionsfirmaet Bonhams, hvis speciale netop er veteranbiler. Ved sin død blev John Raben-Levetzau bisat fra en fyldt Nysted kirke. I Stig Husted-Andersens ejertid blev godsets jordtilliggende forøget, ligesom landbrug samt skovbrug blev kraftigt forbedret, således at godset til sidst omfattede over 4000 ha. Stig Husted-Andersen vedblev at holde bilmuseet åbent, mens slot og park blev lukket for offentligheden. Desværre gjorde Husted-Andersen ikke meget for at markedsføre bilmuseet som turistattraktion, ligesom han heller ikke interesserede sig synderligt for vedligeholdelse af slottet eller godsets omkringliggende bygninger og parkarealer. I 2007 døde Stig Husted-Andersen, og i 2008 måtte bilmuseet lukke på grund af udstillingshallernes dårlige vedligeholdelsestand. I vinteren 2011-2012 blev den store museumshal revet ned, og alle bilerne, der indtil da havde stået hengemt i hallerne, blev i maj samme år solgt på en stor en-dagsauktion under ledelse af det engelske auktionshus, RM Sotheby's. Auktionen tiltrak flere interesserede, end der var plads til i teltet, ligesom flere af bilerne blev solgt for det tre- eller firedobbelte af vurderingen. Flere af de ældste biler blev solgt til købere fra Rusland og Australien. En unik og verdensberømt bilsamling blev spredt for alle vinde. For mange lollikere og elskere af dansk herregårdskultur føltes salget af først slottets indbo og siden bilsamlingen som et stort kulturtab. I 2019 blev Aalholm slot og gods solgt til milliardæren Bo Ladegaard Bendtsen, som har igangsat en stor, gennemgribende restaurering af både slot, bygninger og parkanlæg.


(Kilde: Anders Ellebæk)

www.aalholmslot.dk

Fra museets tid, se Henry Larsen & Ålholm Automobil Museum 1994 - YouTube


Den klassiske danske sexkomedie "Agent 69 Jensen - I Skorpionens tegn" er for en stor del filmet i og omkring Aalholm Slot, hvor filmens skurk Skorpionen (Karl Stegger) har sit hovedkvarter.

Det tredje foto viser Gitterport ved Aalholm Parkvej fra filmen "Agent 69 Jensen i Skorpionens tegn".

Denne lokation er blevet brugt i følgende film
I Løvens tegn (1976) Agent 69 Jensen I Skorpionens tegn (1977)