Tibirke Kirke ligger syd for Tisvildeleje og øst for Tisvilde Hegn. Kirken menes bygget omkring 1120-30 som en lille romansk kampestenskirke. Denne kirke bestod af den nuværende kirkes andet og tredje fag, samt et lille kor med apsis. Omkring slutningen af 1300-tallet blev kirken udvidet med sit nuværende vestlige fag, og skibets bjælkeloft blev erstattet af hvælvinger. I midten af 1400-tallet blev det oprindelige kor nedrevet, og et nyt og større kor blev tilbygget. Dette er både bredere end og havde omtrent samme længde som skibet, hvilket vil sige, at kirkens areal blev fordoblet. Det nuværende sydlige våbenhus har i 1754 afløst et ældre. Orienteringen af kirken er næsten solret.