Postgården i Ringsted
Nørregade 2
4100 Ringsted

Postgården i Ringsted var oprindelig en købmandsgård - Freieslebens Gård, men blev i 1826 indrettet til postgård. Her kunne de rejsende, som kom gennem byen med dagvognen, få noget at spise og mulighed for at hvile sig, inden turen gik videre. Efterfølgende fungerede Postgården som almindeligt hotel og restauration, men i 1985 hørte også disse funktioner op, og gården blev overtaget af Nordea. Bygningen er i dag lejet ud til henholdsvis Familieretshuset samt Café Skema i kælderen. Caféen har tidligere udnyttet de kendte rammer og budt på Matador-arrangementer.

Bygningen, der rummer 2086 kvadratmeter, blev i 2021 solgt til Rasmus Egede, der er indehaver af Leva Ejendomme, som i forvejen ejer investeringsejendomme i Næstved, Slagelse og Ringsted.

Postgården i Ringsted, der ligger overfor Sct. Bendts Kirke, lagde kulisse til tv-serien "Matador". Det er her byrådssekretær Lund og hans kone i episode 11 er på vej ind, stopper op, og ser på menukortet, at dagens ret er gås.


Copyright: www.danskefilm.dk











Denne lokation er blevet brugt i følgende film
Peter Andersen (1941)
Denne lokation er blevet brugt i følgende TV-Serier
Matador