Ledøje Mølle
Risbyvej 26
2765 Smørum

Ledøje Mølle blev opført 1862 af møller Peder Jensen fra Gunderslev i Sorø amt. Han drev den til 1872, hvorefter Niels Hansen overtog møllen. Han kom fra Slaglille i Sorø amt. Niels Hansen drev møllen til sin død i 1914, hvorefter sønnen, Jens Gottfred Hansen, som blev født på møllen, overtog den.

Møllen er af den hollandske type. Indvendig er den delt i fire etager plus møllehat. Stueetagen er ret højloftet, i plan med den såkaldte "omgang", hvorfra man drejede møllehatten. Her stod en sekskantet tromlesigte, som kunne sigte korn i forskellige finheder; fint mel, groft mel, strømel osv. - og til sidst skallerne, klid.

Møllen sigtede også mel til brug i det bageri, som var knyttet til møllen og hvorfra der blev leveret brød ud i omegnen pr. hestevogn. Bageriet blev dog nedlagt før 1939.

Møllen blev moderniseret i 1920. Der blev indlagt elektrisk lys og kraft. Vingerne blev taget ned omkring 1958. Den sidste møller på Ledøje Mølle var møller Buchardt, der leverede mel fra møllen så sent som i 1959. De sidste år blev der dog malet ved maskinkraft.

Møllen var senere en del af firmaet Ledøje Mølle Trælast A/S, men blev nedrevet i 2015 for at give plads til fabriksbygninger på grunden.

Copyright billeder: Lars Jørgensen







Denne lokation er blevet brugt i følgende film
Alt på et bræt (1977)