Danserindebrønden, Helsingør
Kronborgvej
3000 Helsingør

Danserindebrønden er en statuegruppe i Helsingør udført af den danske billedhugger Rudolph Tegner i årene 1911-12 på bestilling af brygger Carl Jacobsen. Statuegruppen viser tre unge piger, der glædesdanser på kanten af en brønd. Både pigerne og brønden er støbt i bronze. Modellerne fra Den Kongelige Ballet var Elna Jørgen-Jensen, Emilie Smith og Grethe Ditlevsen. Navnene på de tre danserinder er indgraveret på kanten af brønden. Statuen blev i 1913 opsat i parterrehaven ved Rosenborg Slot i Kongens Have i København. I 1915 blev monumentet flyttet til plænen ved Sølvgade, stadig i Kongens Have. Rudolph Tegner var utilfreds med placeringen i Kongens Have og tog initiativ til, at Danserindebrønden i oktober 1933 blev flyttet til Helsingør. Her blev den placeret på hjørnet af Kronborgvej og Allégade med et omgivende haveanlæg udført af landskabsarkitekten G.N. Brandt. I 1941 blev monumentet flyttet endnu en gang, da det blev rykket 25 meter til sin nuværende plads i forbindelse med en udvidelse af Helsingør Skibsværft.









Denne lokation er blevet brugt i følgende film
Damernes ven (1969)