Thomas Eje
Født: 15-3-1957 i Frederiksberg

Billede af Thomas Eje
Biografi
Thomas Scrivens Eje, skuespiller, entertainer og kunstmaler, der er søn af kunstmaler Poul Eje (09-02-1926 - 10-05-2011) og hustru kunsthåndværker, emaljekunstner Bodil Eje (født Hagedorn-Olsen) (12-04-1931 -25-09-2006), spillede i en ung alder fagot og studerede i 2 år på Musikkonservatoriet i Odense. I 1978 kom han ind på Aarhus Teaters elevskole, hvor han mødte kollegerne Anders Bircow og Preben Kristensen. Sammen startede de i juni 1979 trioen Linie 3, der for alvor brød igennem , da trioen den 3. maj 1980 var med i TV-udsendelsen "TV i Teltet". Gennem de næste 25 år havde Linie 3 stor succes med deres musikalske-komiske shows, hvor Thomas Eje bl.a. viste stort talent med parodier. De har optrådt med "Show for sjov", "Borte med Vesten", "10-års Jubilæumsshow", "Hvor er de 2 andre", "Linie 3 Show 97" og "Rundrejsen 2001". Siden 1995 har han som solist også optrådt med one-man shows bl.a. "Thomas Eje Show" og "Imens de 2 andre er i Føtex". Thomas Eje blev færdig på skuespillerskolen i 1981 og debuterede samme år på Aarhus Teater i musicalen "Sweet Charity". Siden fik han roller bl.a. i "Nøddebo Præstegård", "Skatteøen", "Flagermusen", "Giraffen fra New Orleans", "Kirsebærhaven", "Irma la douce", "3 mand klædt af til skindet" og "Da jazzen kom til byen". Han har haft engagementer på Aarhus Teater, Odense Teater, Betty Nansen Teatret, Folketeatret, Nørrebros Teater, Det Danske Teater, Privatteatret, Lorry og Det ny Teater samt i Tivoli- og Hornbæk-revyen. Desuden har han medvirket i en lang række reklamefilm og i TV-underholdningsprogrammer som "Gæt og Grimasser", "Fup eller Fakta", "Smil du er på" og "Hit med videoen". Endelig har han medvirket i TVs julekalendere og lagt stemme til tegnefilm og TV-serier. I 2004 flyttede han til spillebyen Las Vegas i forsøget på at etablere sig med en karriere som entertainer i USA under navnet Tom Dane. Hans første show blev sat op på Suncoast Casino i 2006 og han forsøgte sig også på Planet Hollywood Hotel & Casino. Men i sommeren 2008 vendte han tilbage til Danmark og slog sig ned på Harbæksgaard i landsbyen Skovby på Sydals, hvor han har åbnet et galleri sammen med sin fjerde hustru den engelske kunstmaler Kathrine Scrivens, som han blev gift med den 24. juli 2007 i Little White Wedding Chapel i Las Vegas, som efterfølgende blev gentaget med et bryllup på Sønderborg Rådhus den 16. juli 2012.


Har arbejdet med følgende 2 revyer:
Linie 3 Show (1988)Instruktion
Tivoli-Revyen (2024)Musik, Tekst

Priser:
Revyernes Revy (1985)

Bøger om Thomas Eje:
Fri stil af Thomas Eje
Ombord på Linie 3 af Uffe Folkmann