Børge Friis
Født: 18-12-1914 i Berlin, Tyskland
Død: 16-2-1998
Gravsted: Manglende oplysning
Biografi
Børge Axel Friis, pianist, komponist, forfatter og musikanmelder, der var søn af en generalkonsul, fik universitetsuddannelse i musikhistorie, musikvidenskab og kunsthistorie og blev i 1943 dr. phil på en afhandling over "Holger Danske"'s komponist Friedrich Kunzen. Kort efter bosatte han sig i Danmark. Han var komponist til underholdnings- og revymusik med 200 grammofonindspilninger. Allerede som 26-årig havde han skrevet 129 melodier. Børge Friis var musik-, opera-, og balletanmelder ved Kristeligt Dagblad fra 1945 til 1948 og var senere på Aarhus Stiftstidende 1948-89, Berlingske Tidende 1949-64 og Frederiksborg Amts Avis 1963-92. Siden 1953 var han formand for Foreningen af Provinsblades Teateranmeldere, hvor han stiftede instruktørprisen Teaterkatten - og fra 1952 medlem af Revyforfatter- og Komponistforbundets bestyrelse. Endvidere var fra 1965 medlem af Nordisk Copyright Bureaus Råd og af Musikrådet. Børge Friis skrev ca. 300 kronikker og artikler til tidsskrifter om musik og film og var musikalsk medarbejder ved leksika ligesom han bearbejdede og oversatte bøger. Han havde solistoptræden i skandinavisk, schweizisk, tysk og fransk radio. Børge Friis skrev flere bøger om den franske læge, missionær og musiker Albert Schweitzer, ligesom han oversatte Schweitzers skrifter til dansk. Børge Friis blev gift med Vibeke Lykke den 17. juni 1980.