Biografi
Jens Thilson Locher var søn af marinemaleren, professor Carl Ludvig Thilson Locher og hustru Anna Marie Frederikke, født Güllich. Han blev student fra Slomanns Skole i 1907 og cand.phil. i 1908. Som ung kom han i 1909 ind i journalistikken og var gennem mange år en stærkt benyttet medarbejder ved de Ferslewske Blade. Efter en periode som direktør for Nordisk Film 1927-28 gik han over til det Berlingske Hus, hvor han blev chefredaktør af BT i 1936. I årenes løb skabte han sig en position som dramatiker og hans mange lystspil og farcer, fx. "Den sørgmuntre barber" og "Kanolle" blev ikke blot spillet herhjemme - men også på en lang række udenlandske scener. I 1929 startede han radioserien "Familien Hansen". Jens Locher foretog mange rejser og havde længere ophold i forskellige eutopæiske lande. Han blev gift den 1. november 1913 i Frederiksberg Kirke med med Helga Locher, født Mentz (f. 05-11-1889).