Jim Barry (Carlos Tegner)
Født: 28-1-1902 i København
Død: 11-2-1986
Gravsted: Solbjerg Parkkirkegård - Frederiksberg

Biografi
Jim Barry (Cárlos Alberto Tegner), komponist af film-, schlager- og underholdningsmusik, var søn af generalkonsul Ludvig Berthel Nielsen Tegner (01-06-1851 - 03-12-1924) og hustru Helga Theodora Anna Helene Stiebitz (død 1929). Han udgik fra Østre Borgerdydskole og blev ansat i Bang & Tegner A/S i 1918 - det firma i medicinalbranchen som hans far var medstifter af helt tilbage i 1882. Samme sted blev han i 1925 prokurist og var direktør for firmaet fra 1930 til 1972. Jim Barry var jugoslavisk vicekonsul i København i årene 1930-37 og formand for Dansk-Jugoslavisk Forening 1932-37. Carlos Tegner var næstformand for Organisationen af Fabrikanter og Forhandlere indenfor den kirurgiske og medicinske branche fra 1947 til 1957 og formand for statens beredskabslager for sygepleje 1950-52. Han var desuden medlem af medicinalnævnet fra 1950, formand i bestyrelsen for Gefion Film A/S fra 1937-49, medlem af bestyrelsen for Bang & Tegner A/S, Astra A/S, Kemisk Farmaceutisk Laboratorium A/S og for Toldbodens Papirimport A/S. Han debuterede som komponist i 1933 og skrev siden en række såvel lettere melodier som ting af lødigere art. I 1937 vandt han med lytter-tangoen "To små gyldne sko" en konkurrence, der var udskrevet af et københavnsk radioblad. Mest kendt blev nok den populære "Nattens symfoni", som han skrev til operasangerinden Karin Munk, der ofte sang denne iørefaldende valse-melodi til succes. Han komponerede som oftest under pseudonymet Jim Barry, der var dannet af navnene på hans to irske settere. Han var først gift med Ellen Kirstine, født Olsen (død 08-08-1949) og blev den 17. december 1949 gift i Søllerød Kirke med Ulla Kate Rasmussen (26-06-1912)


Har arbejdet med følgende 1 film:
Det begyndte ombord (1937)Musik