Biografi
Thomas Olesen Løkken var søn af gårdejer Ole Nielsen Bæk og hustru Birthe Marie Jacobsen. Han kom i 1891 i skomagerlære i Hjermitslev og fik egen skomagerforretning i Rubjerg i 1895. Derefter var han mekaniker, cykelhandler og drev autoværksted i årene 1902-18. Han debuterede som forfatter i 1917 i Pressens Magasin med fortællingen Jesper Spillemand. I 1918 flyttede han til Løkken, hvor han var chauffør, boghandler og medarbejder ved lokale blade. Fra 1922 var han forfatter og foredragsholder og boede siden 1928 på sin ejendom Kancelligården i Blokhus. Han har bl.a. skrevet Bonden Niels Hald (1920), Niels Halds hustru (1922), Klavs Bjerg og Bodil (1923), Niels Halds hjem (1924), En rejsefærd til Løkken år 1886 (1924), Vendsyssel noveller (1925), romantriologien Povl Dam - Ungdom (1925), Kampår (1926), Sejren (1927), Rejsebreve fra Holland (1927), Stormosen (1929), Guds venner (1930), Mosepigens søn (1931), En ny båd i hav (1932), Fra Vildmosens land (1934), Drømmen om et rige (1935), Ungdom går i gang I-II (1938), Bjørn Strand (1940), Pigen fra Vildmosen (1940), Ud over grænserne (1944), Skæbner bag en strand (1947), Klavs Bjergs søn (1953). Flere af bøgerne er oversat til tysk, svensk, finsk, hollandsk og engelsk. Han blev gift den 13. november 1897 med Marie Sørensen (f. 09-01-1877). Ægteskabet blev opløst i 1928. Den 23. marts 1934 blev han gift med Solveig Sigfusson (f. 03-03-1906). Ægteskabet blev opløst i 1948. Den 8. marts 1953 blev han gift med Karen Sørensen (f. 08-02-1913) Thomas Olesen Løkken er far til forfatteren Jacob Løkken (død 28-03-1983)