BiografiPalle Reinert dannede sidst i 1940erne gruppen "3 Reinerts and Susie" og sang senere i "Gothlieb Kvintetten". Palle Reinert var ikke med i vokalgruppen "Blue Boys" fra starten, men kom med da Otto Nielsen sluttede i Blue Boys den 31. august 1958. Blue Boys havde store hits som "Ud på flisen Karoline", "Hvem har lånt min gamle hat", "Marianne", "Sommerens Vals", "Charlie Brown", "Liechtensteiner Polka", "En skraldemand ta'r skraldet", "Døllefjelde-Musse" og mange andre sange, der med tiden er gået hen og blevet evergreens. I 5 år var de faste gæster i
Volmer-Sørensens populære fjernsynsshow TV i Tivoli, hvor vokalgruppen altid indledte med at synge: "Blue Boys ved mikrofonen, nu starter Nordvisionen...". De medvirkede i en lang række radioudsendelser og optrådte i Norge og i de svenske folkeparker. I juli 1969 fejrede Blue Boys 20-års jubilæum i Tivoli-Varieteen, hvor de fik overrakt en guldplade for en million solgte plader. Palle Reinert havde sideløbende egen vognmandsforretning og var i to perioder i 1980erne formand for Taxa-Ringbilen og sad senere i Taxas bestyrelse og repræsentantskab og i Taxas landsforening.
Bøger om Palle Reinert (Blue Boys):
"Blue Boys - erindringsbog" af Bjarne Rydstrøm