Casper Christensen
Født: 22-8-1968 i Kerteminde

Billede af Casper Christensen
Biografi
Casper Lindholm Christensen, manuskriptforfatter, skuespiller og kreativ direktør, er søn af kreativ direktør Lars Christensen og socialpædagog Ulla Lindholm Christensen (født Hansen). Han tog som 17-årig på high school i USA og da han vendte hjem til Danmark arbejdede han som lagerarbejder og lavede komiske shows på strøget. Han fik i begyndelsen af 1990erne succes som stand-up-komiker og slog igennem i DR med børne- og ungdomsprogrammerne "Hvaffor en hånd" og "Transit". I 1994 havde han sit eget program med eksperimenterende komik på TV3. Året efter fik han et folkeligt gennembrud på TV i underholdningsprogrammet "Husk lige tandbørsten". Og et par år efter stod han for radiounderholdning med "Tæskeholdet", der bl.a. smed deres bukser ud af vinduet på Rosenørns Alle og inviterede til bodytequila med barmfagre kvinder i studiet. Derefter fulgte et par fiaskoer inden han i slutningen af 1990erne atter fik succes med "Casper og Mandrilaftalen" på DR2. Senest har han sammen med Frank Hvam på TV spillet fremtrædende roller i "Langt fra Las Vegas" og kæmpesuccesen "Klovn", ligesom han var vært i programmet "Deal No Deal". Med "Langt fra Las Vegas" viste han også at have talent som manuskriptforfatter. Fra 1991 til 1993 dannede han par med tv-værten Lotte Larzen. Casper Christensen var fra 1996 til 2003 gift med studieværten Anette Toftgaard. I otte år dannede han derefter par med skuespillerinden Iben Hjejle. Siden 2011 har han dannet par med den 18 år yngre Isabel Christensen (født Friis-Mikkelsen), som han giftede sig med i Vor Frue Kirke i København den 13. september 2014.


Har arbejdet med følgende 6 film:
Inkasso (2004)Manuskript konsulent
Klovn - the movie (2010)Historie, Manuskript
Klovn Forever (2015)Executive Producer, Manuskript
Undercover (2016)Manuskript
Dan Dream (2017)Manuskript
Klovn the Final (2020)Manuskript

Har arbejdet med følgende 2 TV serier:
Langt fra Las VegasManuskript
KlovnIde, Manuskript