Troels Trier
Født: 17-1-1940 i København

Biografi
Troels Trier, musiker, sanger og billedkunstner, der er søn af maleren Niels Holmer Trier og møbelsnedker, tegner og billedskærer Aase Frederiksen, voksede op i et kunstnermiljø i landsbyen Vallekilde. Som ung ernærede han sig bl.a. som bygningshåndværker og boede et par år i Barcelona. Han debuterede som grafiker i Sommerudstillingen i 1960 og efterfølgende to år medlem af Pro. I 1969 solgte han 13 grafiske arbejder til Statens Kunstfond og modtog i 1970 et af Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendier. Han dannede i 1969 sammen med forfatteren Dea Trier Mørch - kunstnerkollektivet "Røde Mor" og var medlem af den politisk orienterede rockgruppe i perioden 1969-1976. Fra 1974 indspillede han også soloalbummer og debuterede med lp'en "Rosa", der blev en succes og som fulgtes op med "Larsbjørnsstrædes Vinduer". I 1976 lavede han sange til to dokumentarfilm om bl.a. danske fremmedarbejdere i Sverige. Efter opløsningen af "Røde Mor" spillede han med Troels Trier Band og opførte sommeren 1977 den alternative sommerrevy "Hotel Holiday". Sideløbende indspillede han "Kys Frøen", hvor titelnummeret blev hans gennembrud som solist, ligesom han fik sit eget børne-tv program på Danmarks Radio. Pladen blev fulgt op af "Dukkehuset", "Fantastisk Tid" og "Natlægen". I 1982 turnerede Troels Trier med et showprogram "Drengesind" og han arbejdede samme år første gang sammen med Rebecca Brüel, da han indspillede albummet "Kære Gurli", hvor hun sang med på kor. Snart efter spillede de sammen på Arbejdermuseet i København i en "såkaldt" sommerrevy og i vinteren 1984/85 tog parret på deres første turne med deres "The Woman - One Man Show". De pladedebuterede i 1985 med "Kærlighed ruster" og samme år udkom LP'en "Stardust Bodega", hvor især nummeret "Jeg er på rekreation og jeg vil ikke bytte for en million" fra rockrevyen "Hjemlig hygge"- helt uventet gik hen og blev en populær genganger i Giro 413. Det musikalske par blev eet af de varmeste shownavne, hvor svømmefødder og flyverhjelm blev en del af det faste udstyr. Yderligere vind i sejlene fik de 1986 med nummeret "Bøf med løg", der solgte til en guldplade. I 1990 spillede de revy i Rottefælden i Svendborg og op til julen 1996 turnerede de med showet "Vild jul i Nøddebo Krisecenter". I 2002 udgav de albummet "Biler på Mars". Parret flyttede i begyndelsen af 1990erne fra den københavnske stenbro til Ladby ved Kerteminde for at drive økologisk landbrug samtidig med at de fortsat optræder med deres festlige show. Troels Trier er ved siden af karrieren som musiker også kunstmaler og har bl.a. udstillet sine malerier på Den Frie samt i Leif Sylvester Petersens Galleri Python. Troels Trier blev den 24. maj 1963 gift med den spansk-engelske maler Jean Hayter Logie (10-05-1936 - 24-05-1964) I 1965 blev han gift med keramiker Hanne Lene Giehrt Meinild (04-01-1945 - 08-07-1968). Den 2. april 1977 blev han gift i København med forfatterinden Dea Trier Mørch (09-12-1941 - 26-05-2001), men ægteskabet blev opløst den 17. marts 1981. I sit fjerde ægteskab blev han den 5. juli 1986 gift i Trundholm med sangerinden Rebecca Brüel (12-04-1952)


Har arbejdet med følgende 3 revyer:
Holstebro-revyen (1987)Musik
Halløj på Gl. Gyllegård (1992)Instruktion, Tekst
Lagkagerevyen (1993)Tekst, Instruktion

Bøger om Troels Trier:
Troels Trier - Dobbeltgængeren af Lars Henriksen

Link til yderligere info:
http://www.troelstrier.dk