BiografiLauritz Christian Olsen, der var søn af marskandiser Jens Christian Olsen og hustru Maren Larsdatter, startede som barneskuespiller på Pantomimeteatret i Tivoli. Han blev oprindelig uddannet som kok, men lærte så skuespiller-håndværket hos de store provinsselskaber hos August Rasmussen og Albert Helsengreen og debuterede den 24. september 1890 hos et omrejsende teaterselskab. Han var i årene 1891-93 hos Julius Petersen og derefter hos Povl Friis 1893-95 og med ham i Norge. Fra 1895 var han i mere end en halv snes år knyttet til Odense Teater i
August Rasmussens direktørperiode og spillede her i et kæmperepertoire. Han udviklede sit talent for lystspil og farcer og blev snart en uhyre populær skuespiller. Så kom han til Nørrebros Teater, hvor han blev opdaget som bonvivant og komiker og spillede farceroller. Siden fik han engagementer på Sønderbros Teater, som han var med til at åbne - og Scalateatret, hvor han foldede sig ud i de store operetter og revyer. Han medvirkede bl.a. i den første Scala-revy "Den trådløse" i 1912, i revyen "Bobby" i 1914 og i revyen "Guldregn" i 1916, i hvilken han havde en hårdhændet parodi på
Betty Nansen. Han var en strålende morsom partner for
Oscar Stribolt. Senere på Det Ny Teater husket man ham bl.a. som den ustyrlig morsomme regissør i "Frk. Nitouche". Mod slutningen af sin lange teaterbane spillede han i 1930erne en række folkekomedieroller på Casino Teatret og vendte ikke tilbage til revyscenerne. Efterhånden gled han ud af repertoiret, havde sin sidste optræden hos Biering-Petersen på Nørrebros Teater og var senere kun nu og da med i nogle hørespil i radioen. Lauritz Olsen var een af vore flittigste stumfilmskuespillere. Allerede i stumfilmens første år blev han en meget anvendt skuespiller og instruktør hos Ole Olsen på Nordisk Film i Valby. Han filmdebuterede i 1907, hvor han begyndte i elskerroller og fra 1910 optrådte i farcer. Han var een af
Lau Lauritzen sen.'s yndlingsskuespillere og fulgte med ham til Palladium i begyndelsen af 1920, hvor han medvirkede i flere Fy og Bi-film. Lauritz Olsen medvirkede i mere end 200 film i årene 1907-1928 og i 3 tonefilm. Hans sidste rolle var som tjener i "Blændværk" fra 1955. Desuden medvirkede Lauritz Olsen også i to svenske film i 1921.