Christian Petersen
Født: 28-4-1866 i København
Død: 20-7-1952
Gravsted: Sundby Kirkegård - Kbh
Biografi
Lars Christian Petersen, restauratør, teaterejer og forfatter, var søn af værtshusholder og gæstgiver Lars Petersen og Anne Marie Christensen. Han var på Flaadens elevskole inden han i nogle år var skuespiller i provinsen. Christian Petersen var skuespiller i Norge hos Bernhard Levy i foråret 1889 og hos Laur. Swendsen som sufflør i 1891. Siden var han 1892/93 hos Jul. Petersen i Danmark. Han optrådte som skuespiller i Larsens varieté og Kalkebaljen begge i København. Derefter var han direktør for Røde Kro Teater i perioden 1891-1916, hvor han både var sin egen husdigter, instruktør og førstekraft i revyerne. Han havde mange engagementer før han kom til Røde Kro, blandt andet Cafe Syven, Kastruplund og Arbejdernes Forsamlingshus i Markmandsgade. På Røde Kro var han foruden restauratør og tekstforfatter også en flittig skuespiller. Han købte Røde Kro Teater i 1899 og solgte teatret i 1916. I 1925 overtog han restaurant Grøften i Tivoli, som han drev lige til 1950. Han var med til at give den traditionsrige "Teater-café", som den officielt hed, det præg af stamrestaurant, som den fik. Byens kendteste navne indenfor skuespiller, forfatter- og journalistverdenen bænkede sig her om aftenen i det populære mødested med Christian Petersen som den hyggelige vært med det lune glimt i øjet, som midtpunkt. Christian Petersen blev den 31. oktober 1886 gift med Anna Elisabeth Hermansen.