Ole Olsen sen.
Født: 5-5-1863 i Tangemose, Starreklinte, Vallekilde sogn
Død: 5-10-1943
Gravsted: Esterhøjgårds mark, Asnæs sogn i gravhøj

Biografi
Ole Andersen Olsen, filmproducent, kom fra et fattigt sjællandsk husmandshjem. Han var søn af husmand Ole Olsen og hustru Margrethe Scheer. Som barn var han vogterdreng på Dragsholm, piccolo på Hotel Dania i Slagelse, og startede 18 år gammel som ungtjener og markør i Axelhus i København. Senere var han fyrbøder til søs og fra 1883 var han impressario og berejste markeder med kukkassebilleder, hvor billedrulle blev drevet så billederne fik liv. I årene 1897-1901 stiftede han og var direktør for Malmø Tivoli. Han foreviste i 1899 og 1901 "levende billeder" i Malmø og anskaffede sig et filmoptagelsesapparat og et perforeringsapparat. Med dette udstyr begyndte han at optage underholdningsfilm i et atelier i Valby Mose med Robert Storm Petersen som førstekraft. Han åbnede 23. april 1905 Biograf Theatret på Vimmelskaftet 47 i København. I 1906 opførte han et filmstudie på et areal på Mosedalsvej i Valby og grundlagde dermed Nordisk Films-Kompagni med isbjørnen som varemærke. I 1907 var han i Skåne og indspillede sensationsfilmen "Isbjørnejagten", hvor han selv spillede een af hovedrollerne. Selskabet var fire år efter vokset til at være verdens næststørste filmproducentselskab med filialer i mange lande. I kraft af sit forretningsmæssige talent og evne til at forudse filmens udvikling gjorde han dansk film til en eksportartikel på verdensmarkedet i årene 1909-1916. Danmark blev dermed førende indenfor skuespilfilmens område og 98% af selskabets omsætning lå i udlandet. I maj 1911 blev firmaet omdannet til et aktieselskab og Ole Olsen blev generaldirektør for selskabet 1911-1922 og næstformand 1922-1924. I 1913 var Nordisk Film blevet verdens næststørste filmselskab efter Pathé Fréres i Frankrig og i september 1914 solgte Ole Olsen alle sine aktier. Han modtog som leder af Nordisk Films Kompagni guldmedalje og ærespris på den internationale filmudstilling i Hamborg i 1908 og blev æresmedlem af Biografteaterforeningen i København 1915 og af Kulturhistorisk museum i Lund. I 1916 måtte Nordisk Film lukke sin filial i Amerika og efter revolutionen i 1917 blev det vigtige russiske marked skåret bort. Værre endnu var at Tyskland i 1917 nationaliserede filmindustrien og Ole Olsen blev tvunget til at afstå sine interesser i Tyskland, herunder de 35 biografer han ejede, fem udlejningsselskaber og et lille produktionsselskab og ialt fik et tab på 5 millioner danske kroner. For pengene købte han kunst, bl.a. en fornem samling af fajancer, porcellæn, sølvkrus og andre kunstindustrielle arbejder og han fik efterhånden en anseelig samling. I 1924 måtte Ole Olsen trække sig tilbage fra bestyrelsen i Nordisk Film som en velhavende mand efter et fantastisk filmeventyr gennem 18 år. Han helligede sig derefter sin kunstsamling og levede af sin kapital og koncentrerede sig iøvrigt om at samle kunst og kunstindustri på sin herskabelige ejendom - det 8 tdr. land store landsted "Heslehøj" i Hellerup. Ejendommen købte filmdirektøren i 1914 og tilkøbte senere et bagvedliggende jordstykke med bondegården "Stengaarden". Han udstykkede senere jordarealerne til villagrunde. I 1933 købte han gårdene Esterhøjgaard og Skovgaarden ved Høve i Odsherred, hvor han en overgang indrettede en kyllingefarm med 3000 kyllinger. I 1939 fik han amerikansk patent og i 1940 dansk patent på en styremekanisme til automobiler. I 1940 udgav han bogen "Filmens eventyr og mit eget". Ole Olsen blev bisat som en anden viking i en komfortabel gravhøj med indbygget mausoleum. I 1935 fik han i samarbejde med Nationalmuseet lov til at udgrave en gammel gravhøj fra bronzealderen ved Esterhøjgaard, for derefter at indrette det til sit eget gravkammer, hvori både hustruen og han er gravsat. Gravhøjen, der officielt blev indviet i 1938 rummer en halvkugle støbt i beton, forsynet med glasfliser i toppen og vægge udsmykket med mosaikarbejder i glas. Auktionen over dødsboet blev af arvingerne stoppet efter de to første auktionsdage, som allerede da havde indbragt omkring to millioner kroner - svarende til ca. 100 millioner i 1995-kroner. Ole Olsen blev den 29. januar 1893 gift i København med Anna Johanne Ludovica Hendriksen (04-10-1873 - 29-06-1916).


Bøger om Ole Olsen sen.:
Filmens eventyr og mit eget af Ole Olsen
Gøgler og generaldirektør af Poul Malmkjær