Biografi
Teddy Edelmann (Rasmussen), dansktop- og countrysanger, vandt i 1962 Radio Mercurs konkurrence om at blive Nordens Cliff Richard. Han var oprindelig med i The Ready Rock Boys og fra 1963 til omkring 1968 medlem af gruppen The Caravans. Teddy Edelmann blev landskendt som en del af kvartetten Teddy, Chano, Jan & John, som i mange år spillede trucker-countrymusik. Popgruppen blev dannet i 1970 i København og fik deres gennembrud på dansktoppen i 1971 med sangen "Ikke flere penge, fyret fra mit job" og året efter med "Har du knoklet som en djævel". Bandets store hit var "Jeg vil bo på Vesterbro", der siden blev en lokal slagsang på værtshusene omkring Vesterbro i København. Kvartetten blev opløst i 1973 og Teddy Edelmann og Chano Tietze fortsatte som duo og optrådte bl.a. i en årrække sammen i Tivolis Visevershus. Ikke mindst blev Teddy Edelmann kendt for sangen om "Himmelhunden", som i 1984 blev hans store personlige gennembrud. Gennem flere år var sangen om manden - der vil have at vide om man må tage hunden med ind i himlen - blandt de mest spillede på Giro 413. Ud over Teddy Edelmanns store hits, som de fleste danskere kan skråle med på, opnåede han også en vis popularitet, da han stillede op ved Dansk Melodi Grand Prix i 1993 med sangen "Går det ik’, så går det nok". Teddy Edelmann flyttede siden til Horsens, hvor han fortsatte med at optræde, bl.a. på diskoteker, hvor de unge syntes at "Himmelhunden" var et sejt nummer. I 1999 udkom hans opsamlings-cd "Teddy Edelmann - 40 år". Han var gift med finske Ritva Sariola, som han mødte under et job i Finland i 1962. I 1984 flyttede familien, herunder børnene Mickey og Dennis, til Horsens og i 2004 bosatte parret sig i Østbirk.
Har arbejdet med følgende 1 film:
Felix (1982) | Sanger |