Hugo Herrestrup
Født: 29-1-1933 i København
Død: 22-9-2009
Gravsted: Aske strøet over havet - Sejerø bugten

Billede af Hugo Herrestrup Billede af Hugo Herrestrup
Biografi
Hugo Herrestrup, skuespiller, læste hos Frits Helmuth og blev uddannet fra Odense Teaters Elevskole 1956-1958. Allerede i sit første elevår fik han sin debut den 25/10 1956 som Jacob i Holbergs "Erasmus Montanus" på Odense Teaters Turné i Husum. I teatrets juleforestilling "Nøddebo Præstegård" samme år fik den unge skuespillerelev betroet rollen som Nikolaj, og den klassiske komedie blev Hugo Herrestrups speciale med Holberg-roller som Studenstrup i tv-versionen af "Den ellevte juni" og som Arv i "Henrik og Pernille" på Det Danske Teater. Han spillede tjeneren Sganarel i Molières "Don Juan" på Aalborg Teater sammen med Preben Uglebjerg. I årene 1967-1969 var Hugo Herrestrup tilknyttet Aarhus Teater, hvor han bl.a. spillede Passepartout i teaterversionen "Jorden rundt i 80 dage" og Edek i "Tango". Det blev også til roller på de københavnske scener, hvor Hugo Herrestrup havde engagementer på Fiolteatret, Boldhus Teatret, ABC-Teatret og på Folketeatret, hvor han bl.a. spillede i "Den gerrige" og "Fanden hytter sine". Allerede i 1955 medvirkede han i Helsingør-Revyen og siden kom han hele landet rundt i de danske sommerrevyer som skuespiller, instruktør eller direktør. Han medvirkede bl.a. i Dronningmølle-revyen "Jeppe her på Bjerget" som Jacob Showmaker. I 1969 havde han en god vise om advokaten Carl Madsen i Molbo-Revyen i Ebeltoft. Mindre held havde han da han i 1972 prøvede at konkurrere med Rottefælden og satte en sommerrevy op i Arbejdernes forsamlingsbygning i Svendborg. Revyen måtte slutte meget tidligt på sæsonen med et underskud. Rekorden med deltagelse i revyer satte han midt i 80'erne, hvor han inden for et år var med i ikke færre end syv revyer.


Har arbejdet med følgende 12 revyer:
Fjernsyn i Nærsyn (1963)Instruktion
Molbo-Revyen (1969)Direktion
Molbo-Revyen (1970)Instruktion
Dragør Revyen (1971)Direktion
Den fynske Cirkus-revy (1972)Direktion
Helsingør-Revyen (1974)Direktion
Skive-revyen (1976)Instruktion
Limfjordsrevyen (1978)Direktion
Helsingør Søstræde Revyen 1978 (1978)Direktion
Meny-Revy'n på Fyn (1984)Instruktion
Limfjordsrevyen (1985)Instruktion
Sommercabaret (1989)Instruktion