Flemming Bamse Jørgensen
Født: 7-2-1947 i Randers
Død: 1-1-2011 Mindebog
Gravsted: Viby Kirkegård, Aarhus

Billede af Flemming Bamse Jørgensen
Biografi
Flemming "Bamse" Duun Jørgensen spillede som barn trompet inden guitaren tog over og han debuterede som 16-årig ved en lokal ungdomsfest. Flemming Jørgensen fik tilnavnet Bamse, mens han var trommeslager i Søværnets Tamburkorps. I begyndelsen af 1960erne fik han interesse for rockmusik, og kom tilfældigt ind i showbusiness i midten af 1960erne, da nogle bekendte manglede en bassist i pigtrådsorkestret Les Marques og han blev snart efter forsanger i samme gruppe. Gruppen der senere kaldte sig Lee Perkings kom bl.a. til at spille på klub Top Ten i Hamburg. Han blev dog udlært som maskinarbejder i Århus inden han turde satse helhjertet på musikken. I 1973 dannede han "Bamses Venner" der debuterede med singlen "Blodtud" og i 1975 hittede de med "Rend og hop" og "Vimmersvej". Samme år havde Bamse på egen hånd et stort hit med "Tårer taler sandt". Op gennem 70erne og 80erne toppede han og gruppen med numre som "Spil whist igen", "Er du langsom i nat", "Jeg har kun tre tænder", "Venner kom og se", "Hvorfor går Louise til bal" og ikke mindst med "I en lille båd der gynger" i 1978. Bandet udgav mange plader og fik i 1975 deres første sølvplade. I 1980 vandt de det Danske Melodi Grand Prix med sangen "Tænker altid på dig". Gruppen optrådte over hele landet og var leverandører af populær musik til det danse-og sangglade publikum ved hal- og kroballer, byfester, havnefester og havefester. I 1999 udgav Flemming Jørgensen soloalbummet "Stand By Me". Bamse skrev selv melodier og tekster både til bandet og på bestilling til andre. Han havde også filmroller, hvor han viste andre sider af sig selv end den velkendte store glade sanger. Desuden medvirkede han i 1998 i TV-julekalenderen "Brødrene Mortensens jul". Flere gange viste han sig også som en velformuleret samfundskritiker. Flemming Bamse Jørgensen modtog i 1998 Dansk Musikerforbunds Hæderspris. Han blev i 1970 gift med Käte og drev musikforlaget CCMC fra hjemmet på Lyngmarksvej i Risskov ved Århus.


Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Cirkusrevyen (1980)Musik

Har arbejdet med følgende 1 julekalendere:
Brødrene Mortensens jul (1998,2002,2021)Sangtekster, Musik

Priser:
Robert for Årets mandlige birolle  i filmen Ofelia kommer til byen (1986)

Bøger om Flemming Bamse Jørgensen:
Bamse af Poul Blak

Link til yderligere info:
http://www.bamsesvenner.dk