Cæcilie Norby
Født: 9-9-1964 i Frederiksberg
Biografi
Cæcilie Norby, jazz- og rocksanger og komponist, er datter af komponist Erik Norby (09-01-1936 - 16-01-2007) og operasanger Solveig Lumholt (f. 05-10-1938). Hun gik på Sankt Annæ Gymnasium, der er kendt for at udklække musikalske talenter. I 1982 blev hun sammen med Nina Forsberg medlem af jazz/rock/funk-orkestret Street Beat, med hvilket hun indspillede sin første single og maxi-single Rap'n'Scratch og Mama Loves You. Hun fik desuden sin debut i DR-TV i Jarl Friis-Mikkelsens underholdningsprogram "Smil... du er på!". Cæcilie Norby var medlem af jazzfusionsgruppen Frontline 1983-1987, der udgav et par albums, der blev anmelderrost og overdænget med priser. I den forbindelse fik hun prisen som "Årets solist" fra musikmagasinet MM. I årene fra 1985 til 1994 var hun medlem af popgruppen One Two - og siden 1995 har hun optrådt som solist. Hun danner par med musiker, kontrabassist, cellist og komponist Lars Danielsson (f. 05-09-1958).