Grete Klitgaard
Født: 5-12-1934 i Hjortekær, Kgs. Lyngby
Død: 26-1-1964
Gravsted: Solbjerg Parkkirkegård - Frederiksberg (nedlagt)

Billede af Grete Klitgaard
Biografi
Grete Vita Klitgaard, der var datter af Alma og Roar Johansen, arbejdede oprindelig som montrice på en fabrik og var om aftenen cigaretpige i natklubben Stork Club i København. Siden solgte hun plader i en radioforretning på Bispebjerg og sang om aftenen i Ib Renards orkester i restaurant Prater. I 1954 deltog hun i en refrænsangerkonkurrence i National Scala og fik en pladekontrakt med Tono. Samme år debuterede hun med grammofonpladen "Bytte partner". Det blev en landeplage og den efterfulgtes af "Fangens brev" og "Rosen fra Milano". I de følgende år sloges grammofonselskaberne om hende og ialt indspillede hun op mod 200 plader. Hun dannede sit eget orkester og havde som kapelmester engagementer i mange forlystelse-etablissementer, f.eks. Adlon og Guldaldersalen. I 1956 fik hun et hit med "Jeg sender mine tanker" og sammen med Gustav Winckler indsang hun "Den gamle gartner", "Visne roser" og "Lykkens sol vil aldrig helt gå ned". Som refrænsangerinde fik hun den ene pladesucces efter den anden fx. "Lirekassemandens datter", "Du kom med røde roser og hvide løgne", "Fiskerpigens sang", "Paradiso", "Liselotte" i 1958, "Du skal få kærligheden at føle", "Buona Sera", "Sålænge du er til", "Goodbye, Jimmy, farvel", "Såd'n er livet", "Monsieur", "Violer til mor", "Romeo" og "Hvide rose fra Athen" i 1962. I filmen "Prinsesse for en dag" sang hun "Karneval i Portugal". En overgang turnerede hun med Gustav Winckler i Norge og de var sammen hovedkræfter i radioudsendelsen "Han, Hun og Sørensen". I 1963 fik hun sit sidste hit med "Han skal i glas og ramme". Grete Klitgaard døde midt i en strålende karriere. Grete Klitgaard var gift med repræsentant Alf Valdemar Monja Pinskier.


Har arbejdet med følgende 1 tegnefilm:
H.C. Andersen og den skæve skygge (1998)Animation

Bøger om Grete Klitgaard:
Grete Klitgaard - min stolhed, min stjerne, min mor af Gitte Klitgaard

Link til yderligere info:
http://www.greteklitgaard.dk