Lars Mikkelsen
Født: 6-5-1964 i København

Billede af Lars Mikkelsen
Biografi
Lars Dittmann Mikkelsen, skuespiller, er søn af bankfuldmægtig Henning Dittmann Mikkelsen (død 2019) og sygehjælper Bente Mikkelsen (født Christiansen) (død 2019). Han var i tre år medlem af en omrejsende gøgler-trio og blev derefter 1991-1995 uddannet på Statens Teaterskole. Han medvirkede i "Kuppet" på Mungo Park i 1993 og fik sin teaterdebut i "Dracula" på Aalborg Teater i 1995. Han spillede i 1997 i "Johns åbenbaring" på Bådteatret. Derefter var han fast tilknyttet Det Kongelige Teater fra 1998 til 2000, hvor han bl. a. medvirkede i "Slangehud" (1998), "Astma 5" (1999), "Jeg er grim" (1999), "Kærlighedens kværulanter" (1999) og "Ci-vi-li-sa-tion" og "Genfærd" (2000). Han forlod Det Kongelige Teater efter forårssæsonen 2000 og har senere bl.a. spillet i "Othello" på Østre Gasværk, "Lyset på bunden af floden" på Kaleidoskop, "Frosset" på Husets Teater og "Stor ståhej for ingenting" på Grønnegårds Teatret. Lars Mikkelsen har haft en lang række markante filmroller. Han fik Robert-prisen for bedste mandlige birolle i filmen "Der kommer en dag". Desuden har han været med i mange tv-serier, f.eks. som den ustabile bror i "Edderkoppen", "Rejseholdet", "Nikolaj og Julie", "Krøniken", som skoleborgmesteren i kriminalføljetonen "Forbrydelsen", "Borgen", "1864" og "Herrens Veje". Desuden havde han en hovedrolle som politiinspektør Harald Bjørn i den dansk-tysk-belgiske tv-serie "Mord uden grænser - The Team". I 2018 modtog han en international Emmy pris for hovedrollen i tv-serien "Herrens veje". Lars Mikkelsen blev den 10. oktober 1989 gift med skuespillerinden Anette Støvelbæk. Han er bror til skuespilleren Mads Mikkelsen.


Har arbejdet med følgende 1 film:
Tvilling (2003)Coach

Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Hjørring-Revyen (2022)Tekst

Priser:
Bodil for Bedste mandlige birolle  i filmen Der kommer en dag (2017)
Robert for Årets mandlige birolle  i filmen Der kommer en dag (2017)
Teaterpokalen (2007)