Biografi
Aksel Hauch Schiøtz, der var søn af arkitekt Carl Frederik Schiøtz (1878-1957) og Marie Hauch (1878-1966), blev student fra Øregård Gymnasium i 1924 og uddannet som cand.mag. i engelsk og dansk i 1930. I studietiden havde han sunget på det private plan og som studentersanger, men i begyndelsen af 1930erne, da han virkede som lærer ved forskellige gymnasieskoler, fik Mogens Wöldike færten af den usædvanlige stemmebegavelse. Aksel Schiøtz fik tilkendt stadig mere ansvarlige partier i de mange oratorier og kirkemusikalske opgaver som Mogens Wöldike og hans kor gennemførte i Slotskirken og han var medlem af flere kor, bl.a. Palestrina-koret. Han begyndte i denne periode at uddanne sin stemme systematisk i Stockholm og i København - først med Agnete Zacharias og siden med Valdemar Lincke som lærere. I 1936 gav Aksel Schiøtz en offentlig debut med et program, der rummede den danske romance, som senere skulle blive det centrale i hans sangkunst. Han fik et gennembrud som oratoriesolist i 1937 (Bachs Juleoratorium) og gav derefter talrige koncerter og foretog grammofonindspilninger. Han havde arbejdet som gymnasielærer og adjunkt i nogle år (1935-40), inden han forlod den trygge tilværelse og overgik udelukkende til sin sangkarriere. I 1939 fik han sin debut som Ferrando i "Cosi fan tutte" på Det Kongelige Teater. Aksel Schiøtz var en skattet fortolker af Schuberts og Schumanns Lieder og medvirkede i operaer og operetter af bl.a. Mozart, Gounod, Hartmann, Britten og Emil Reesen. Blandt hans sceniske repertoire kan nævnes Sverkel i "Liden Kirsten" og "Faust" i Gounouds opera 1940. Han optrådte i disse år i flere operetter bl.a. i "Jomfruburet" og i titelpartiet i operetten "Farinelli" på Det ny Teater i 1942, hvor han sang "Livets glæder" og "Sangen har vinger". I 1940 medvirkede han også i Weyse-filmen "Jeg har elsket og levet" i rollen som den syngende student Kramer. Han var uforlignelig ikke blot i de danske sange - Weyse's og Carl Nielsens især, men også som oratoriesanger og fortolker af de tyske lieder med Schuberts som det store udgangspunkt. Han var tenoren, der under den tyske besættelse var formidler af den danske sangskat og opnåede derved en enestående popularitet og blev nærmest et nationalt symbol. Han medvirkede i 1946 i Benjamin Brittens uropførelse af The Rape of Lucretia ved Glyndebourne Festspillene. Netop som en verdenskarriere var ved at åbne sig for ham ramtes han i 1947 af alvorlig sygdom og måtte gennemgå en stor operation med lammelse af den ene ansigtsnerve. Det gav ham efterfølgende problemer med stemmen og medførte at han ikke længere kunne leve af sangen alene. Han genoptrænede dog stemmen dog uden at opnå samme betagende sang som førhen. I stedet forsøgte han sig fra 1954 som sangpædagog og da det også kneb at leve af det herhjemme tog han i 1955 imod et professorat ved et amerikansk universitet. Fra Minnesota flyttede han til Toronto for endelig at etablere sig i Colorado. I 1968 vendte han hjem til et ekstraordinært professorat på Danmarks Lærerhøjskole, hvor han virkede til sin død. Inden sin sygdom indspillede han mange grammofonplader, bl.a. "Die schöne Müllerin" og "Dichterliebe", der gav ham international berømmelse. Aksel Schiøtz blev den 30. juni 1931 gift på Århus Rådhus med cand.mag. Gerd Haugsted (14-04-1908 - 04-05-2005). Han er far til sanger, komponist og tekstforfatter Birgitte Grimstad (15-12-1935)