Frederik van Pallandt
Født: 4-5-1934 i København
Død: 15-5-1994
Gravsted: IJhorst General Cemetery, Holland

Billede af Frederik van Pallandt
Biografi
Frederik Jan Gustav Floris van Pallandt var af hollandsk adelig afstamning og søn af den hollandske baron og legationssekretær Floris Carsilius Anne van Pallandt de Vijk, der var Hollands ambassadør i Danmark og hustru komtesse Else Dagmar Hanina Blücher Altona. Han studerede i sin ungdom tropisk landbrug på Trinidad, men blev indfanget af folkemusikken Calypso og glemte alt om landbrug. Han skrev selv melodier og tekster i Trinidad-stilen. Da han vendte hjem mødte han i København den billedskønne Nina Wessel ved et tilfældigt selskab. De indstuderede nogle sangnumre og aflagde prøve for impressarioen Fritz Ruzicka, som engagerede sangerduoen til sin kabaret "Mon Coeur" i Nimb. Sangduoen Nina og Frederik debuterede i København den 1. juli 1957 med sange af især caribisk oprindelse, bl.a. "Come back Liza", som blev deres kendingsmelodi gennem flere år. De fik deres pladedebut med "Maladie d'amour". Nina og Frederik blev hurtigt et populært par og betog først Danmark og siden hele verden med deres eksotiske calypsorytmer og romantiske sange. De blev idoler for ungdommen, hun med hestehale og han i den røde lambswool-pullover og det rødblonde velplejede vikingelook. Frederik van Pallandt og Nina van Pallandt blev den 21. september 1960 gift på rådhuset i den lille by Puplinge seks kilometer uden for Geneve og fik 3 børn, Nicolas, Kirsa og Anna Marie. De bosatte sig i et idyllisk stråtækt bondehus i Høsterkøb, som de havde købt af Aage Stentoft, men flyttede snart efter først til England siden til Schweiz. De fik mange opgaver i TV-underholdningsprogrammer og på varieteer. Bent Fabricius-Bjerre og hans pladeselskab Metronome solgte tusinder af grammofonplader og i løbet af få år var de med deres internationale repertoire verdensstjerner. De fik et to måneders engagement hos Lulu Ziegler på kabaret Hamburger Börs i Stockholm, optrådte på Liseberg i Göteborg, BBC i London og tog derefter på turne rundt i Europa. Og en eventyrlig succes fik de i filmen "Verdens rigeste pige", hvor de sang "Lad os flyve til en stjerne". Siden filmede de sammen med Louis Armstrong i "Kærlighedens melodi", og pladen med filmmelodien "Formula For Love" blev en verdensschlager og en evergreen i USA. Udover de danske film medvirkede de i den italiensk/tyske film "Mandolinen und Mondschein" og de indspillede flere film i Østrig og Italien og medvirkede bl.a. i britiske og svenske tv-film. Ved prinsesse Margrethes 18-års fødselsdag optrådte de ved hoffet. I 1957-1963 indspillede de et stort antal plader, bl.a. "Man smart, Woman smarter", "Jamaica Farewell", "Mango Vendor", "Choucounne", "Hold'im Joe", "Limbo", Eden Was", "Parakeet", "Emil", "Wonderous Love", "Hello Pretty One" og "Listen to the Ocean" samt julesangen "Marys Boy Child". Flere af dem kom på hitlister i England, Sverige, Tyskland, Holland, Sydafrika, Australien og USA. Det største marked fik de i England med en ep-plade "Nina og Frederik", der nåede andenpladsen på den engelske hitliste og som blev liggende på listen i over to år. Deres største singlehit i England hed "Little Donkey". Gennem 60erne turnerede de i det meste af verden og gav koncerter for udsolgte huse. Nina og Frederik solgte 50.000 plader herhjemme og en kvart million på verdensplan. Mod slutningen af 1960erne begyndte han at drikke for meget og eksperimentere med stoffer og parrets veje skiltes i 1969. Efter bruddet med Nina ophørte også det kunstneriske samarbejde. Parret blev endelig skilt i London i 1975. Frederik trak sig tilbage fra scenen og levede en tilbagetrukket tilværelse først på Ibiza, hvor han brugte penge på forskellige projekter, som han aldrig helt slog igennem med. Som ivrig sejler og med hang til narko rejste han senere sammen med en filipinsk veninde Susannah Tangat på verdenshavene - eller tilbragte tiden på en stor lystyacht han havde liggende ved en lille ø på Filippinerne. Men det endte med, at han begyndte at smugle narkotika for meget seriøse og farlige gangstere i Asien. I 1980 blev han sat i forbindelse med en svindelsag i England, hvor han blev beskyldt for at have solgt reklameplads i en engelsk adelskalender, som han ikke havde rettighederne til. Både han og hans tredje hustru María Jesus de Los Rios y Coello blev begge myrdet i deres fælles hjem i Puerto Galera på den filippinske ø Mindoro under mystiske omstændigheder, der lignede en likvidering - muligvis på grund af at han satte politiet på sporet af en narkohandler. Frederik van Pallandt og hans hustru havde netop solgt deres lystyacht til en englænder for godt 4,5 millioner kroner og var flyttet ind i deres nye hus - efter i en del år at have boet på lystyachten i bugten uden for byen. Politiets teori var at der var tale om en reel likvidering i narkosmuglerkredse. Interpol var af den opfattelse at hans lystyacht, der officielt blev brugt til at sejle turister rundt, havde fungeret som skalkeskjul for en massiv indsmugling af hash - og at Frederik van Pallandt muligvis fungerede som kurér. Allerede mens han boede på Ibiza havde FBI haft ham under opsyn og mistanke om narkohandel. En sidste tur med 12 ton hash - muligvis også kokain - og stillet ti millioner dollar i udsigt - ville have været med til at sikre hans alderdom. Men det var en regning bagmændene ikke havde tænkt sig at betale. Mordet blev aldrig opklaret.


Har arbejdet med følgende 3 film:
Verdens rigeste pige (1958)Musik
Kærlighedens melodi (1959)Sangtekster
Een blandt mange (1961)Musik, Script