Helge Hau
Født: 15-11-1922
Død: 5-3-2006
Gravsted: Manglende oplysning
Biografi
Helge Hau var handelsuddannet i et af Skandinaviens førende firmaer inden for tekstil- og beklædningsbranchen, men havde også kastet sig over tegneriet, særlig vittighedstegninger. Men også tegnefilmen interesserede ham. Da han i sommeren 1943 så en annonce i Berlingske Tidende, hvor Dansk Farve- og Tegnefilm A/S søgte unge talenter til færdiggørelsen af en helaftenstegnefilm, følte han, at dette måtte være noget for ham. Helge Hau mødte op og blev antaget som ren- og mellemtegner. Samtidig producerede han vittighedstegninger, som han solgte til aviser og ugeblade. Helge Hau arbejdede med på "Fyrtøjet" til hen på efteråret 1945, men havde dog forinden haft lejlighed til også at arbejde for Dahl Mikkelsen på dennes to Ferd'nand-film "Ferd'nand på fisketur", 1944, og "Ferd'nand på bjørnejagt", 1945. I 1946 fik han job hos Otto Jacobsen på Gutenberghus Reklame Film, men det varede kun ganske kort, idet han i 1948 bosatte sig i Stockholm, hvor han afsatte det meste af sin produktion til Stockholmstidningen og Aftonbladet. Sideordnet med vitstegneriet fik han job i Sago-Konst, som havde produceret tegnefilm i adskillige år. I 1950 rejste Helge Hau til Paris, hvor han tidligere havde opholdt sig i en kortere periode. Han levede i disse år "i en kuffert" og rejste rundt til Europas hovedstæder og afsatte tusindvis af vitstegninger. I 1955 var Helge Hau blevet træt af det trods alt noget usikre liv som vittighedstegner, og blev i stedet ansat i reklameafdelingen hos medicinalfirmaet Ferrosan, hvor han senere blev reklamechef - en stilling som han efter eget ønske fratrådte den 1.august 1985 efter 30 års virke. Under sin tid i Ferrosan producerede Helge Hau en mindre tegnefilm i samarbejde med Jørgen Müller. I 1953 blev han gift med Tove Lilian Rasmussen (28-07-1925 - 21-12-2003).
Har arbejdet med følgende 1 tegnefilm:
Fyrtøjet (1946) | Mellemtegner |