Biografi
Turf Wenneberg, filmfotograf, der var søn af inspektør Jens Wenneberg, var en af dansk tv's veteraner. Han var bag kameraet i produktioner helt tilbage fra Danmarks Radios barndom – faktisk var han med på filmholdet helt fra fjernsynets "fødsel" i Danmark. Det var dengang fotograferne lavede alle slags udsendelser, lige fra børnetime med Jørgen Clevin, til natur med Lieberkind, nyheder med John Danstrup og tv-teater med Gabriel Axel. Turf Wenneberg blev uddannet hos Teknisk Film Co. fra 1939 og arbejdede senere ved filmselskabet ASA. Da han aftjente sin værnepligt, foregik en del af hans tjeneste ved Forsvarets Filmtjeneste, og det var med denne alsidige baggrund, at han kom til DR den 1. marts 1954, hvor han blev til 1992. I årene derefter arbejdede han freelance. Turf Wenneberg var bl.a. fotograf på tv-serien "John, Alice, Peter, Susanne og lille Verner". Han blev den 7. april 1956 gift med Birthe Olsen.