Diderik Buxtehude
Født: 0-0-1637
Død: 9-5-1707
Gravsted: Marienkirche, Lübeck, Tyskland

Biografi
Diderik Buxtehude, der var Danmarks mest kendte barokkomponist, kom med familien til Helsingør i 1642, da faderen blev ansat som organist i Sankt Olai Kirke. De boede i et lille hyggeligt hus, som stadig ligger dér ved siden af kirken, og det antages at han fik den første musikundervisning af sin far. Som 20-årig blev han organist ved Sankta Mariæ Kyrka i Helsingborg. I 1660 blev embedet som organist ved Sct. Mariæ Kirke i Helsingør ledigt. Buxtehude fik det i hård konkurrence med en organist fra Landskrona. Han flyttede tilbage til familien i det lille gule hus, på første etage, og boede der i otte år. Fra denne tid stammer Buxtehudes første kendte værker, bl.a. kantaten "Aperite mihi portas justitiae". Sandsynligvis blev en del cembaloværker også til i tiden i Helsingør. I Sct. Mariæ Kirke fik han et fortrinligt instrument at spille på - et kun 20 år gammelt orgel bygget af en kendt orgelbygger Johannes Lorentz. I 1668 blev han organist i Lübecks Marienkirche. Buxtehude arbejdede i byen til sin død i 1707. Han afholdt kirkekoncerter, spillede til gudstjenester og komponerede alle slags kirkemusik. Som organist var han så berømt, at både Händel og Bach drog til Lübeck for at opleve hans spil og studere hans system. Diderik Buxtehudes kompositioner omfatter ca. 90 orgelværker, ca. 120 kantater, instrumental kammermusik, bl.a. to gange 7 sonater for violin, gambe og cembalo trykt som hans opus 1 og 2, 25 suiter og variationer for cembalo. Desuden har han skrevet forskellige kirkelige og verdslige lejlighedsværker. Hertil kommer hans kompositioner til de såkaldte "Abendmusiken" ("aftenkoncerter"), der var indstiftet af hans forgænger Franz Tunder, og som var en meget efterspurgt og vigtig del af Lübecks kulturliv.


Har arbejdet med følgende 2 film:
Belladonna (1981)Musik
Isolde (1989)Musik