Manasse Mathæussen
Født: 13-3-1915 i Qoornoq, Grønland
Død: 17-11-1989 Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning
Biografi
Manasse Bendt Karl Mikael Mathæussen, grønlandsk fanger, der var en af Grønlands bedste kajakroere, fik sin første kajak som 15-årig, skønt hans far ville have ham uddannet til akademiker i Danmark. Da Knud Rasmussen skulle optage "Palos Brudefærd" i 1934, vandt han konkurrencen i eskimovending - og fik en rolle som stuntmand i filmen. Han deltog i 1949 som 34-årig i Grønlandskommisionen i Danmark, hvor han talte grønlændernes sag. Han havde taget sin kajak med, og deltog i et mesterskab i kajakroning i Østerbro svømmehal med deltagelse fra fem forskellige lande. Manasse Mathæussen blev verdensmester i eskimovendinger med ti vendinger på 18 sekunder. Han holdt kurser i alt om kajakkens bygning og brug og medvirkede til, at der blev startet kajakforeninger og afholdt Grønlandsmesterskaber. Han deltog også som stuntman med sin kajak i filmen "Qivitoq". I 1960 var han i Paris, hvor han viste sine kajakkunster på Seinen. Nogle år senere var han i Monaco, hvor selveste fyrst Rainier og Grace Kelly overrakte ham to medaljer. Han fortsatte med at lave opvisninger i kajak - blandt andet i Canada - til han var 72 år. Manasse Mathæussen modtog flere hædersbevisninger, bl.a. Den grønlandske kulturpris 1986. Kim Larsen tilegnede ham sin sang "Så vender vi kajakken". Manasse Mathæussen tog i sommeren 1989 mod Dronning Margrethe og Prins Henrik, da de besøgte Ilulissat og fortalte om sine mange oplevelser i Danmark. Han døde i 1989 i Ilulissat.