Arne Würgler
Født: 30-10-1943 i København
Biografi
Arne Würgler, bassist, guitarist, sanger og komponist, debuterede på kontrabas i børneorkestret "Jazz´n Babies" i et tv-program i 1957. Han var oprindelig jazzmusiker og spillede bl.a. med Karsten Vogel's Kvartet. I 1968-69 var han bassist i "Burnin´ Red Ivanhoe", i 1969 i folk-rockbandet "High Crossfield", året efter i "Pan" og i 1971-72 i "Blast Furnace". Samtidig indledte han i 1971 et samarbejde med musikeren og sangeren Benny Holst – og som del af kunstnerkollektivet Agitpop indspillede de i de følgende år en række temaplader med politiske og samfundsrelaterede sange. Som duo agiterede de energisk og firkantet for venstrefløjens mærkesager og var som duo fast musikalsk underlægning til en række af periodens store demonstrationer og arbejdsnedlæggelser. Würgler & Holst var 1975-78 sammen med bl.a. Trille i kabaretforestillingerne "Kapital, København, kvinder og kærlighed", "Fuglen, skoven og hjertet", "Vent ikke på bedre tider", "Et folk som ingen sange har er lette at holde i skak" og "Livet er kort og man er så længe død". Duoen medvirkede endvidere i turneen "Ta' Party", som kom på plade med bl.a. Holger Laumann, Ole Fick og Jens Rugsted. Würgler og Holst udsendte i 1988 "De Voksne Synger" og turnerede i Skandinavien, DDR og Cuba. I 1996 kunne Arne Würgler og Benny Holst fejre deres 25 års jubilæum – i de senere år som Sømanden og Stjernerne - suppleret af Niels Pedersen på harmonika og lejlighedsvis med Lone Kellermann eller Eva Madsen. I 70erne udsendte Würgler i eget navn lp´erne "Frispark" og "Sange fra en kold tid". Fra 1978 turnerede han med egen trio og i 1980 udsendte han pladen "Med egne ord". I 1981 turnerede han bl.a. som guitarakkompagnetør for forfatteren Charlotte Strandgaard, ligesom han satte musik til flere af hendes digte. Arne Würgler opholdt sig derefter i en periode på kunstnerrefugiet San Cataldo i Italien, hvor han skrev sangene til "Hold Fast Engel", som blev udsendt i 1983. I 1995 udsendte han det country & western-inspirerede album "Amerikasange", der blev indspillet i Nashville med amerikanske studiemusikere. Arne Würgler har sammen med Pan skrevet musik til Stellan Olssons film "Deadline" og har endvidere laver en del teatermusik. Han har været direkte politisk aktiv som kandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU og som kandidat til Folketinget for Enhedslisten. Arne Würgler har tillige kæmpet for sine komponistkollegers rettigheder og bl.a. siddet i KODAs ledelse.
Har arbejdet med følgende 1 film:
Deadline (1972) | Musik |