Behrouz Bigdeli
Født: 14-12-1984 i Teheran, Iran
Biografi
Behrouz Bigdeli boede de første 2 år af sit liv i den iranske hovedstad, hvorefter han med sine forældre flygtede til Danmark. Efter seks måneder i flygtningelejr flyttede Behrouz Bigdeli til Odense, hvor han voksede op. Han begyndte allerede i en tidlig alder at interessere sig meget for musik og film. I folkeskolen begyndte han at spille trommer i flere forskellige bands, der spillede den form for musik han elskede mest, punk. Det var dog ikke musikken som optog det meste af hans tid. Film var fra barnsben noget han nærede en stor kærlighed til. Han begyndte at indspille kortfilm og skrive små manuskripter og besluttede efter gymnasiet at tage på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. Under opholdet modtog han, efter at have instrueret en lang række kortfilm, Nordisk Films talentlegat. Siden arbejdede Behrouz Bigdeli på en række spillefilm og tv-produktioner, hvor han udover at drage gode erfaringer, fik et godt og indgående kendskab til hvordan branchen kører i praksis. Sideløbende havde Behrouz sine egne projekter hvor han skrev og udviklede nye historier og ideer. I sommeren 2007 flyttede Behrouz Bigdeli til København.