Arvid Ringheim
Født: 2-4-1880 i København
Død: 11-12-1941
Gravsted: Garnisons Kirkegård - Kbh (nedlagt)

Biografi
Arvid Ringheim, skuespiller og bureauchef, var søn af kulgrosserer Henrik Gottschalck Ringheim og hustru Cathinka Vilhelmine Fjeldsøe. Han var tvillingebror til skuespilleren Viking Ringheim. Gennem mange år morede og forlystede de to brødre et stort publikum - mere med viser end komedie. Men deres navne vil dog være knyttet til mangfoldige operetter. Ikke blot ved direkte optræden, men også gennem bureauvirksomhed og lignende beviste brødrene Ringheim sin faste forbindelse med teatret. Arvid Ringheim debuterede 24. maj 1900 på Esbjerg Teater som Peter i "Plader" og Løjtnanten i "Paa Krigsstien" og medvirkede på forskellige provinsscener indtil han i 1903 kom til Frederiksberg Morskabsteater, hvor han deltog i sommerrevyen "Der har vi den igen". Sommeren 1905 optrådte han i Odense, men vendte tilbage til København samme år. Her blev han engageret af Nørrebros Teater og allerede året efter deltog han i Tivolis "Sommerrejse". Senere gjorde han sig gældende som en populær cabaretskuespiller. Arvid Ringheim debuterede på film i 1910 og udfoldede sig både som skuespiller, manusforfatter og i et enkelt tilfælde som instruktør. Havde over en 6-årig periode engagementer ved skiftende selskaber og medvirkede bla. i seks film hos Frans Lundberg i Malmø. I 1940-41 engagerede Emanuel Gregers ham til to film. Han opnåede også stor popularitet som grammofonkunstner, både med sin gode sangstemme og oplæsninger af humoristiske monologer. I 1911 oprettede han eget bureau. Arvid Ringheim blev den 23. februar 1915 viet i Mariendals Kirke tilhttps://danskefilm.dk/ret_filmtekst/index.php?id=381 Jenny Marie Kristiane Olsen (27-08-1893 - 23-01-1954). Han var far til de to skuespillerinder Gudrun Ringheim og Lise Ringheim.