Peter Nørgaard
Født: 10-5-1950 i Løgstør, Himmerland

Biografi
Peter Nørgaard, filmproducer, der er født i Løgstør, voksede fra 1954 op i Tranekær på Langeland. Efter mange års arbejde i boghandlerfaget og typograffaget arbejdede han i en årrække som assistent for sceneinstruktøren Sam Besekow og som teaterproducer og teatermagasin redaktør i Teatret Cassandra, sammen med den i Danmark bosatte rumænske instruktør Julian Visa. I årene fra 1987 til 1991 blev han uddannet på Den Danske Filmskoles kreative producer uddannelse, og var fra 1991 til 2003 indehaver af filmselskabet SUCH MUCH MOVIES, der på grund af sygdom måtte afvikles. Efter 14 operationer har Peter Nørgaard været aktiv i SUCH MUCH anno 1536, der udvikler både fiktions- og dokumentarfilm. Desuden afholder han filmkurser og filmdage, ligesom han skriver fiktion, der ikke udelukkende er tiltænkt filmmediet. Peter Nørgaard står som idemand og filmproducer bag en række kort- og dokumentarfilm, hvor især kan fremhæves “Den tavse krig” (1990), “Tavshed” (1991), “LOVE + HATE - European Stories” (1995), “Bandleader” (1997), “Sorg og Glæde” (1999) samt “Portrættet” (2000). Filmen "LOVE + HATE - European Stories" er en episodefilm i spillefilmslængde fra 5 forskellige lande, og den var en forløber for "dogmefilmene". Han var desuden filmproducer for - og initiativtager til spillefilmen “Bryllupsfotografen” fra 1994, der var en af de første spillefilm, der fik opbakning fra de tre skandinaviske filmkonsulenter og som deltog i filmfestivaler i bl.a. Cannes, Edinburgh, Australien, Norge og Sverige. Peter Nørgaard var i sit første ægteskab gift med Gitte Reingaard, og er fra sit andet ægteskab med Susanne Hansen, far til Amanda Nørgaard, der arbejder som fotomodel og bor i New York.


Har arbejdet med følgende 1 film:
Bryllupsfotografen (1994)Producer, Ide

Har arbejdet med følgende 2 TV serier:
TaxaProduktion
RejseholdetProduktion