Ingbert Michelsen
Født: 25-10-1917 i Skanderborg
Død: 8-5-1991
Gravsted: Skanderborg Slotskirkegård

Biografi
Ingbert Julius Michelsen, hornist, uddannede sig oprindeligt som tømrer for siden at læse til bygningsingeniør parallelt med musikstudierne. Sin første post fik han i Århus Symfoniorkester, der blev ledet af den legendariske Thomas Jensen. Han virkede fra 1942 i Radiosymfoniorkestret, hvor han var 1. solohornist (1945-69). Som medlem af Blæserkvintetten af 1932, hvor han afløste Wilhelm Lanzky-Otto, var han med til at uropføre mange værker og med til flere grammofonindspilninger. Med sin syngende, smukke tone og sin elegante teknik prægede han hornspillet i Danmark - dels som orkestermusiker, dels som docent og senere professor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (1957-84). Som interpret af Mozarts hornkoncerter var han uforlignelig. Han var tillige lærer ved Musikhögskolan i Malmö (1969-78).


Har arbejdet med følgende 1 film:
Ekko af et skud (1970)Musik (solist)