Aksel Sandemose
Født: 19-3-1899 i Nykøbing Mors
Død: 6-8-1965
Gravsted: Vestre Gravlund, Oslo, Norge

Biografi
Aksel Sandemose, forfatter, der var døbt Axel Nielsen, men skiftede navn i 1921, var en dansk-norsk forfatter. Som søn af plovsmed Jørgen Nielsen (død 1928) og norsk-fødte Amalie Sandemose, født Jakobsdotter (død 1926), voksede han op på Mors og var i de helt unge år gartner og hjælpelærer og vikar på skoler, ligesom han en tid 1916-17 rejste som sømand til Newfoundland. Hjemvendt til Danmark arbejdede han desuden som inkassator, kontoransat, journalist, dørsælger og jernbanearbejder efter uden succes at have fulgt et studenterkursus. I 1920erne opholdt Aksel Sandemose sig en tid i København og debuterede i 1923 med samlingen "Fortællinger fra Labrador". I 1930 emigrerede han til Norge, hvor hans mor stammede fra. Her etablerede han sig hurtigt som forfatter og skrev på norsk riksmål. Som følge af at han - om end ikke aktivt -, men gennem venskaber, havde været engageret i den norske modstandskamp, levede han i krigsårene fra 1941 i eksil i Stockholm. Efter krigen bosatte han sig på husmandsstedet Kjørkelvik ved den norske by Risør, hvor han boede i de følgende ti år. Efter at have mistet en søn i 1955 og sin hustru i 1959 flyttede han til København, hvor han i juni 1962 giftede sig på Lyngby Rådhus med den kun 29 år gamle danske skuespiller Hanne Holbek (1933 - 2011). Han oplevede en form for forsoning med sin hjemstavn Nykøbing Mors i starten af 1965, da han indvilligede i at deltage i et oplæsningsarrangement med 600 lokale publikummer. Aksel Sandemose døde et halvt år efter på Københavns Militærhospital og er begravet i Oslo. Aksel Sandemose skrev bl.a. "En sømand går i land", "Varulven" og "Murene omkring Jeriko". Han blev bl.a. kendt som forfatter af "En flygtning krydser sit spor", hvori janteloven er formuleret: "Du skal ikke tro, du er noget....". Aksel Sandemose blev i 1921 gift med Dagmar Ditlevsen og senere i andet ægteskab 1945 med Eva Borgen og i 1962 med Hanne Holbek (1933 - 2011).


Har arbejdet med følgende 2 film:
Klabautermanden (1969)Frit efter
Tjærehandleren (1971)Efter roman af