Nicolaj Cornelius
Født: 5-11-1984 i Sorø
Biografi
Nicolaj Cornelius (Haakonsen) er opvokset på Lerchenborg gods ved Kalundborg. Han medvirkede som 20 årig i Studenterrevyen 2005 i København og derefter i Tivolis opsætning af "Et Tivoli Eventyr", i hovedrollen som Ole Lukøje. I årene 2017-2014 har han opsat og medvirket i egen revy, "StjernenykkerRevyen", der har været opført forskellige steder på Sjælland, bl.a. på Hørby Færgekro, Asminderup kro og Damhuskroen. Nicolaj Cornelius har indspillet flere reklamefilm og i 2008 medvirkede han i Det Kongelige Teaters opsætning af "Hashtræet", i rollen som "Flyvende hund". Sideløbende med dette har han skrevet, opsat og medvirket i turnéforestillingerne: "Mød Os på Cassiopeia - hyldest til Kai Normann Andersen" og "Toner fra Filmen", der har turneret i hele Danmark. I 2010 medvirkede Nicolaj Cornelius i Parkinsonforeningens store gallashow i Herning Kongrescenter, med uddrag fra forestillingen "Mød Os på Cassiopeia". I 2014 blev han optaget på Anne Rosing Instituttet i Hellerup, hvor han uddannede sig som sanger og skuespiller. Han har derefter haft engagementer i "Miss Saigon", "Doktor Zhivago" og "Jul på Slottet" på NørregadeTeatret, og som "Ulrik Varnæs" i Korsbæk på Bakken. Senest har han været på turné med sit første one-man-show "Fra Skjern til Varnæs", efter han i 2019 blev Danmarksmester i Matador, og i sommeren 2021 spiller han hovedrollen som Kai Normann Andersen i forestillingen "Kai Normann og Krigen" på Gjorslev Slot.