Mogens Klitgaard
Født: 23-8-1906 i København
Død: 23-12-1945
Gravsted: Søllerød Kirkegård

Biografi
Mogens Klitgaard, forfatter, der var søn af afdelingschef Emanuel Alexander Klitgaard og hustru Anna Thormine, født Sandberg, blev født i Valby og kom ved forældrenes alt for tidlige død på børnehjem. De første år viste ikke tegn på, at Mogens Klitgaard skulle blive forfatter, og han fik da også først arbejde som gartner i Rødvig. I 1922 forlod han sin plads i Rødvig og frigjorde sig fra sine forpligtelser i samfundet. I de næste ti år levede han som vagabond og rejste rundt i store dele af Europa, hvor han bl.a. arbejdede som gadesælger i Stockholm, tallerkenvasker i Marseille og som landarbejder, tjener, kontorist, cigaretsmugler og privatdetektiv. Disse oplevelser indgår i vagabond-romanen "Gud mildner Luften for de klippede Faar" (1938). I 1933 fik Mogens Klitgaards vagabondtilværelse en brat afslutning med hans indlæggelse på Boserup Sanatorium for tuberkulose. I denne periode benyttede han flittigt Boserups bibliotek og fik læst alle de store forfattere fra sin egen tid. Hans tidligere tanker om at blive forfatter kom til udtryk i hans arbejde på science-fiction romanen "De sindssyges klode", som efter hans død blev udgivet i 1968. Klitgaards gennembrud kom i 1937 med romanen "Der sidder en mand i en sporvogn" og han blev derefter i stand til fuldstændigt at beskæftige sig med sin forfattergerning. De følgende romaner placerede ham centralt: "De røde Fjer" (1940, "Elly Petersen" (1941) og collageromanen "Den guddommelige Hverdag" (1942). I 1940'erne var han et aktivt og fremtrædende medlem af bestyrelsen for det nyoprettede Forfatterforbundet. Dette betød, at han måtte flygte til Sverige da flere af bestyrelsesmedlemmerne under besættelsen blev arresteret i 1943. I Sverige fortsatte han sine skriverier og ved befrielsen i 1945 kunne han vende hjem til Danmark igen. Efter krigen ville han ud i Europa som reporter, men få måneder senere døde han som 39-årig af den tuberkulose, som han siden 1933 ikke havde været i stand til helt at komme af med. Efter hans død udkom radionovellen "Brunkul" (1946) og "Hverdagens musik" (1989) med hans bedste noveller og essays. Efter skilsmisse i 1937 blev Mogens Klitgaard i juni 1938 gift på Københavns Rådhus med Nina Carni Eck Winkel (f. 15-11-1917). Den 19. november 1941 blev han gift på Københavns Rådhus med skønhedsekspert Inga Didi Holm (f. 06-09-1913)


Har arbejdet med følgende 1 film:
Elly Petersen (1944)Efter roman af