Sophus Michaëlis
Født: 14-5-1865 i Odense
Død: 28-1-1932
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh

Biografi
Sophus Michaëlis, forfatter og litteraturkritiker, var søn af en indvandret tysker, der var teaterskrædder ved Odense Teater. Det var apoteker Gustav Lotze, som først blev opmærksom på hans særlige evner og satte ham i den lærde skole i Odense, hvorfra han udgik som student i 1884. Sophus Michaëlis blev cand.mag. i romanske sprog og var een af de første herhjemme, som dyrkede det franske sprog. Allerede mens han gik i skole skrev han digte. Senere fik han vers trykt i "Ny Jord", hvor han første gang vakte opsigt som lyrisk forfatter. Først i 1899 udkom debutbogen "Digte". Han skrev flere skuespil bl.a. "Sankt Helena", der dog skuffede ved opførelsen på Det Kongelige Teater. Hans skuespil "Manden fra Elba" blev i 1924 antaget af Det Kongelige Teater, men blev aldrig opført. Hans dramatiske arbejde "Revolutionsbryllup" blev derimod en meget stor succes både ude og herhjemme og blev filmatiseret 3 gange - i 1909, 1914 og 1928. Ud over sin prosa, sine vers og sine mange oversættelser, bl.a. "Graven under triumfbuen" skrev han også enkelte filmmanuskripter - og da i første række "Himmelskibet (1918) sammen med Ole Olsen og "Folkets Ven" (1919). Sophus Michaëlis var gift tre gange, først med Karin Michaëlis, hvilket ægteskab ophævedes i 1911. Anden gang var han gift med Astrid Nystrøm, der var datter af den kendte svenske læge Anton Nystrøm og tredie gang med Louise Michaëlis, født Peschardt. Han var far til skuespilleren Tao Michaëlis.