Alexander Christian
Født: 14-7-1881 i København
Død: 9-9-1937
Gravsted: Manglende oplysning
Biografi
Alex Christian (oprindelig Alexander Christian Nielsen - navneforandring 1904), filminstruktør, manuskriptforfatter og filmproducer, var uddannet som ingeniør, men slog sig på filmbranchen. Han blev cand.polyt. i 1903 og aftjente derefter sin værnepligt i ingeniørtropperne, hvor han fratrådte som sekondløjtnant i oktober 1904. I perioden fra oktober 1904 til februar 1909 virkede han som entreprenør med firmaet N.P. Johanson og A. Christian, der bl.a. havde ingeniørentrepriser ved jordarbejder omkring bygningen af den nye banegård i København og jernbaneanlæg i Sverige. I 1906 dannede han i samarbejde med Peter Elfelt producentselskabet A/S Kinografen og virkede ved selskabets biograf- og filmvirksomhed til 1913 og sad i bestyrelsen 1906-08. Alexander Christian havde sin debut som instruktør ved A/S Kinografen, muligvis med en co-instruktion af selskabets første spillefilm "En Rekrut fra 64" (1910). Han blev fra 1910-13 meddirektør for produktionsselskabet A/S Kinografen, men forlod efter sigende selskabet, da det administrative arbejde trængte hans instruktørvirksomhed i baggrunden. Han dannede i 1913 sit eget filmselskab - Det nye Danske Films Kompagni Ltd. (også kaldet Tivoli Film) - sammen med hustruen, kgl. balletdanserinde Johanne Sophie Eibye. Selskabet fremstillede og eksporterede bl.a. filmen "Balleteusens Hævn", men virksomheden blev indstillet da Alexander Christian blev indkaldt til militærtjeneste ved verdenskrigens udbrud. Fra 1914 var han instruktør på en række stumfilm, - først for Nordisk Film Kompagni i årene 1915-1917, hvor han instruerede en lang række spændings- og gyserfilm og efterfølgende ved en række andre produktionsselskaber. Fra 1917 til 1919 var han meddirektør for A/S Continental Film Agency og søsterselskabet A/S Star Film Company sammen med Vilhelm Glückstadt, indtil de begge blev suspenderet på grund af en filmbedragerisag, der i 1920 kostede dem en større erstatningssum. Alexander Christian var een af dansk films pionerer. Han var manuskriptforfatter på to producerede film bl.a. Nordisk Films Kompagni's "Mordet paa Fyn" (1907), der var baseret på virkelige hændelser og som indirekte medvirkede til indførelsen af biografcensuren i Danmark. Han var gift med balletdanserinde Johanne Sophie Christian (f. 02-06-1880). Alexander Christian begik selvmord i Frankrig.