Carl Carlsen
Født: 17-11-1891 i København
Død: 2-2-1965
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh (nedlagt)

Billede af Carl Carlsen Billede af Carl Carlsen
Biografi
Carl Peter Carlsen (ved dåben Karl), der var søn af blikkenslagermester Carl Carlsen, voksede op på Vesterbro og fik sine første teatererfaringer ved Arbejdernes Teater på Enghavevej i børneroller. Efter konfirmationen var han i købmandslære i Nakskov 1906-10 og arbejdede fire år som købmandskommis, men deltog i sin fritid i amatørteater. Han debuterede i 1913 som skuespiller på Rønne Teater. Fra 1913-1916 var han hos forskellige teaterselskaber, bl.a. hos Carl Thomsen, der tog ham med til Røde Kro Teater efter at han i 1916 var tiltrådt som direktør. Han blev een af de førende skuespillere ved teatret, som han - bortset fra en kort periode 1926-29 - var tilknyttet lige til teatrets lukning i 1961. Han var direktør for Røde Kro Teater i hele perioden februar 1929 til maj 1961 - til 1931 med Axel Frische som meddirektør. Sine sidste leveår drev han Carlsens Kro i Havnegade. Carl Carlsen fik tilnavnet "Altid go" og han opførte på Røde Kro Teater komedier med folkelig tendens som fx. "Den kyske Levemand", "Bag de røde porte", "Den ny husassistent", "Den spanske flue", "Sjuske Dorthe" og "Rasmines Bryllup" og revyer som "Gennem Københavns kanaler" og "Danmark Dejligst Vang og Vænge". To af teatrets mest fremtrædende talenter var skuespillerinderne Lizzie Max-Hansen og Lily Gottschalksen. Han var udover skuespiller og teaterdirektør også en habil maler. Carl Carlsen blev 14. januar 1917 gift med Emilie Margrete Frederiksen (15-03-1896 - 09-11-1951)


Har arbejdet med følgende 11 revyer:
Sommerrevyen 1945 (1945)Instruktion
Sommerrevyen 1946 (1946)Instruktion
Sommerrevyen 1947 (1947)Instruktion
De gamle haver (1949)Direktion
Sommerrevyen 1950 (1950)Instruktion
Sommerrevyen 1951 (1951)Instruktion
Røde Kro Teater (1952)Instruktion
Kongens København (1953)Instruktion
Røde Kro-revyen 1954 (1954)Instruktion, Direktion
Sandhedens briller (1955)Instruktion, Direktion
Mindernes revy (1960)Instruktion, Direktion