Alfred James Gee
Født: 6-4-1878 i Salford, England
Død: 3-8-1970
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh
Biografi
Alfred James Gee, der var englænder af fødsel, stiftede allerede som 18-årig i London bekendtskab med de levende billeder. Han blev så besat af filmen, at han sammen med sin onkel købte et forevisningsapparat og gav forestillinger i England og senere på kontinentet. I september 1898 kom han til København som operatør ved Swanboroughs Wargraph og viste billeder i Cirkus-Varieté. Her traf han en dansk blondine og blev i Danmark resten af sit liv. I 1904 åbnede han i Stockholm biografen Apollo-Teatern. I en kort periode havde han et samarbejde med Ole Olsen omkring Vimmelskaft-Theatret. Alfred James Gee optog også selv film af aktuelle begivenheder og var en overgang spillefilmfotograf hos Søren Nielsen. Han var filmfograf for en enkelt Biorama-film og for Tivoli-film. Han kom til Ålborg i 1905, hvor han 2. december startede byens første biograf - Biograf-Theatret på Nytorv (City Biografen). Indtil 1910 havde han en forretning af film og filmapparater og 1915-16 et filmudlejningsselskab. I 1922 åbnede han sin sidste biograf City-Biografen, som han ved bevillingssystemets indførelse fik livsvarig bevilling til. I 1966 kunne han fejre sit 70-års jubilæum som verdens ældste biografdirektør. "Mr. Gee", som han altid blev kaldt - efter at han i 1935 fik dansk statsborgerskab -, var far til døtrene - danserinden Connie Gee og Mamie Gee, der bestyrede hans City-Biograf i Ålborg.