Asger Pedersen
Født: 12-11-1934 i Kolding

Biografi
Asger Pedersen voksede op i Kolding og blev i 1952 nysproglig student fra Kolding Gymnasium. Han blev uddannet 1954-1961 som organist, dirigent og oboist på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. I 1961 havde han sin debutkoncert på orgel og supplerede senere sin orgeluddannelse ved flere studieophold hos Gaston Litaize i Paris. Under studietiden begyndte han at skrive digte og fik sin første digtsamling Genesis udgivet i 1961. I årene 1960 til 1982 var Asger Pedersen organist ved Mørkhøj Kirke i Gladsaxe- afbrudt af et år som organist ved Frederikskirken i Paris. I 1982 blev han domorganist i Viborg og har i hele perioden haft en omfattende koncertvirksomhed som orgelspiller, kammermusiker og kordirigent. Asger Pedersen arbejdede 1971-1977 som forfater, komponist og akkompagnatør i DRs Børne- og Ungdomsafdeling, hvor han bidrog med sange og smådramatik. Sammen med Palle Kjærulff-Schmidt lavede han den halvlange film "Et nytårseventyr" og han var med til at skrive julekalenderne "Vinterbyøster" og "Jullerup Færgeby". I årene 1972 til 1976 var han sangskriver og akkompagnatør for "Ingrid og Lillebror". Han har oversat musikbundne tekster, dels opera-librettoer, med Alban Bergs "Lulu" som den vigtigste, dels en lang række musicals, og endelig har han til caféteatre i København oversat franske viser af folk som Jacques Prévert, Boris Vian, Jacques Brel og Georges Brassens. Til Aalborg Teater skrev han sammen med Fuzzy børneforestillingen "Fyrtøjet" i 1978. Desuden har han lavet to store oversættelser - "Misantropen II" af Jaques Rampal til Vintapperteatret og "Freden" af Aristofanes til Det Danske Teater. I de senere år har han været vikar som organist ved Houlkær Kirke.


Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Spleenagerlove (1963)Musik

Har arbejdet med følgende 2 julekalendere:
Vinterbyøster (1973,1976)Sangtekster, Manuskript
Jullerup Færgeby (og Tryksen) (1974,1982,1990,1997,2014)Sangtekster, Manuskript