Tage Vandsted
Født: 17-11-1920 i Hjørring
Død: 9-4-1990
Gravsted: Manglende oplysning
Biografi
Tage Vandsted Christensen, der var søn af faktor Johs. Christensen, blev efter realeksamen uddannet som journalist og virkede som anmelder i ca. 20 år. Han startede i 1939 på Hjørring Amtstidende og kom året efter til Haslev Avis. Siden fortsatte han fra den 1. november 1942 på Faaborg Avis og gik derefter "under jorden". 5. maj 1945 blev Tage Vandsted ansat på Fyns Social-Demokrat og flyttede 1. januar 1963 arbejdspladsen til Associated Press og siden den 1. september 1964 til Folkebladet for Gladsaxe Kommune. Fra 1. august 1966 arbejdede han som free lance. Tage Vandsted var siden 1963 redaktør af "Biograf-bladet". Han skrev "Smeden i borgmesterstolen" (bogen om I. Vilh. Werner 1952), "Tordenjet kalder Karup" (bogen om det danske flyvevåben), "Fra Catalina til Draken" og "Alarm til helikopterne" og var derudover medforfatter til "Fodbold for 8 millioner". Desuden oversatte han over 700 film. Tage Vandsted var idemand til filmen "Jetpiloter" og manuskriptforfatter til filmen "Don Olsen kommer til byen". Han blev den 17. september 1949 gift med Birthe Mikkelsen.