BiografiJohan Behrens, kunstmaler, der var søn af forfatter, redaktør Carl Johan Behrens (18-04-1867 - 26-04-1946) og Astrid Poulsen (24-07-1875 - 08-03-1957), stammede fra en slægt af forfattere og skuespillere, men valgte selv maleriet som udtryksform. Han blev uddannet på Teknisk Skole 1919-21 og på Kunstakademiet i København 1921-27. Fra første færd blev han knyttet til fiskerlejet Gilleleje, hvor han boede det meste af sit liv. Herfra har han malet talrige farveglade og stemningsfulde marinemotiver. Kutterne på havet var hans foretrukne motiv. Han malede dem når der var smult vande og gråstemt morgenlys og når stormen fik pisket skum på bølgerne. Allerhelst skildrede han dem som de tog sig ud i solnedgangens flammeskær. På hans mange rejser var vandet og bådene ligeledes det foretrukne motiv, men den spanske tyrefægter-arena blev også foreviget. Johan Behrens udførte tillige dekorative lofts- og vægmalerier i en række teatre og hoteller. Mange vil huske hans dekorationer til Det Kongelige Teaters opførelse af balletten "De fire temperamenter". Fra 1933 var han sekretær i Malende Kunstneres Sammenslutning. Hans onkel var skuespilleren
Johannes Poulsen.