Herluf Jensenius
Født: 5-10-1888 i København
Død: 17-7-1966
Gravsted: Vestre Kirkegård - Kbh

Biografi
Herluf Ludvig Andreas Jensenius, tegner, var søn af tømrer, bygningskonduktør Johannes Christian Bartholin Jensenius og hustru, senere lærer Julie Christine Nicoline Johansen. Han tog lærereksamen fra Blaagaards Seminarium i 1909 og var lærer ved københavnske skoler 1909-1921. Fra 1914 begyndte han at tegne til vittighedsbladet Klods-Hans, ligesom han fik en række andre opgaver, bl.a. arbejdede han en overgang for ugebladet Hjemmet med at omplante de amerikanske tegneserier Knold og Tot og Buster Brown til dansk. I 1917 blev han redaktionssekretær på Klods-Hans og i 1919 kom han efter en kortvarig ansættelse på Ekstra Bladet til B.T. med hovedopgave at levere en daglig tegning til Viggo Barfoeds (Ærbødigst) vers og desuden være sportstegner. Han var ansat ved BT indtil 1927 og var derefter ansat som medarbejder ved Dagens Nyheder 1927-33 og ved Berlingske Tidende fra 1934 og indtil sin død. I serien "Af en lille mands dagbog" filosoferede han med lun humor over tidens hændelser. Fra midten af 1920rne var Jensenius førende politisk medarbejder ved Blæksprutten og fra 1935 hovedredaktør. En række af J.s helsides tegninger til Blæksprutten er blevet klassikere, det gælder således hans fremstilling af Kanslergadeforliget 1933, der siden er blevet gengivet hundredvis af gange. Også kommercielt blev J.s tid ved Blæksprutten en succes. I 1945 nåede oplaget op på 160.000. Som bogillustrator beskæftigede Herluf Jensenius sig gennem mange år med H.C. Andersen og modtog i 1965 H.C. Andersen-prisen. I mange år tegnede han plakater til Børnehjælpsdagen, ligesom han leverede forlæg til fajancefigurer og forskellige brugsgenstande, som solgtes til fordel for samme. I 1947 blev han tildelt medaljen Ingenio et arti. Han blev gift den 12. april 1912 i København med Ellen Johanne Petersen (09-09-1886 - 22-04-1976)


Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Pas på tyren (1938)Dekorationer