Leif Jedig
Født: 4-12-1933 i København

Biografi
Leif Palle Jedig har i løbet af sin karriere beskæftiget sig med flere aspekter inden for den danske filmbranche og har således arbejdet både som filminstruktør, manuskriptforfatter, skuespiller og fotograf. Allerede som 15-årig fotograferede han portrætter af datidens kendte danske skuespillere. Som 20-årig startede han som fotohandler butikken Platan Foto på Vesterbrogade i København, hvor han fik succes med salg af Minolta- og Canon-kameraer samt opsigtsvækkende reklamekampagner i samarbejde med Radio Mercur. Han flyttede til Mallorca, hvor han producerede og instruerede biograffilmen "Mallorcas søde liv "(1965), hvor han havde lånt guider og busser af Simon Spies, hvis firma i filmen blev døbt "Smil's Rejsebureau". Før pornoens frigivelse producerede og instruerede han tusindvis af stripteasefilm på 8mm. En årrække fra 1963 boede han i Spanien og siden i Østen. Han er dog primært kendt for sin rolle i distributionsleddet af videofilm bl.a. som stifter af Video Netto og Videoland, der i sin storhedstid i slutningen af 1990erne var en velassorteret butikskæde med adskillige filialer rundt om i København og i provinsen. I 1990erne producerede han tillige en række hardcore-pornofilm på video under fællestitlen "Dogma". Blandt andet inviterede han pornostjernen Sarah Young til en sexmesse i København. Efter filmen "Lust in Copenhagen", som bl.a. blev optaget i Tivoli i København - uden forlystelsesparkens tilladelse -, blev han dømt til at betale 110.000 kr. i erstatning. Efter sin pensionering er Leif Jedig i et vist omfang fortsat aktiv i DVD City på Vestergade i København, hvor han hjælper sin søn med at passe butikken. Leif Jedig blev den 9. februar 1957 gift på Københavns Rådhus med syerske Vera Nielsine Lilander, født Olsen (f. 22-09-1933)


Har arbejdet med følgende 1 film:
Mallorcas søde liv (1965)Producent, Produktion, Manuskript, Instruktion