H.C. Vartenberg
Født: 12-4-1944 i Aarhus
Død: 10-9-2018 Mindebog
Gravsted: Århus Nordre Kirkegård

Biografi
H.C. Vartenberg (Hans Christian Vartenberg), altsaxofonist, revyskuespiller, entertainer, tekstforfatter og kapelmester, var født og voksede op i Aarhus. I 13-års alderen begyndte han at spille klarinet, men gik snart over til saxofon og spillede jazz og dansemusik. Allerede i gymnasietiden var han med i forskellige jazzbands. Senere gik han i gang med en uddannelse som arkæolog, men blev aldrig færdig, da musikken tog over. Han blev i 1965 en naturlig medstifter af det legendariske harmoniorkester Kærne og var samtidig medlem af trompetisten Peder Pedersens Big Band, der hver torsdag i fem år spillede på Tagskægget i Aarhus og akkompagnerede de bedste af tidens jazzsolister. Det førte i 1972 til ensemblet Østjydsk Musikforsyning, hvis musik, show og revyforestillinger H.C. Vartenberg i høj grad satte sit præg på. Orkestret med de mange spøjse indfald dukkede ofte op i tv-udsendelser i 1970erne og 1980erne og Østjysk Musikforsyning var med sine uortodokse revynumre en fast bestanddel af revyerne på Pejsegården i Brædstrup. H.C. Vartenberg indspillede mange plader med dette orkester og havde flere hits bl.a. "KFUM". I 1989 valgte han sammen med John Nørgaard at forlade ensemblet og de optrådte i flere år som entertainer-duo under betegnelser som "De muntre montører" og "Dit og Dat" og skrev i fællesskab et utal af tekster. De mest kendte monologer er "Kanotur på Gudenåen" og "Headquarter kalder messen". H.C. Vartenberg, der også havde en del skuespiller- og instruktørarbejde optrådte i de senere år især med eget oneman-show og som en vittig konferencier. På falderebet af sin karriere som underholder var han medstifter af Frivillighuset i Sankt Pauls Gade i Aarhus, hvor han blev formand og tog initiativ til Skt. Paul's Big Band - et senior-bigband bestående af musikveteraner, der især dyrker musik af Count Basie og Duke Ellington. I 2003 modtog H.C. Vartenberg "Fatterprisen" - uddelt af Dansk Musiker Forbund - som påskønnelse af sine evner til at sprede liv, glæde og fest omkring musikken og musikmiljøet i sin hjemby. Begravet anonymt i familiegravsted på Aarhus Nordre Kirkegård.


Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Kerteminderevyen (1998)Musik, Instruktion