BiografiPoul Krebs, pop- og rockmusiker, sanger og sangskriver, der er søn af maskinarbejder Robert Krebs Sørensen (død 1970) og sygeplejerske Grete Krebs, født Skjelmose (død 2005), begyndte sin musikalske karriere allerede som 12-årig i sit første band "The Young Inspiration Society". Han fik i midten af 1970erne mulighed for at få en række spillejobs i Nordjylland og valgte herefter musikken som erhverv. Poul Krebs debuterede med pladen "Efter stormen" i 1979 og fik dermed mulighed for at spille overalt i landet, hvilket efterhånden gjorde ham kendt. Med et fast orkester og bidraget til et Greenpeace-støttealbum i 1983, "Sirius - troen og håbet", fik orkesteret et pænt gennembrud. Imidlertid afspejlede pladesalget ikke live-successen i midten af 1980'erne, og orkesteret endte med at opløse sig. Mod slutningen af årtiet samlede han et nyt orkester "Kavaleriet" og sammen med orkesteret fik han succes ved koncerter som aldrig før. I 1990 fik han sit gennembrud med udgivelsen af "Fri som et forår". Poul Krebs var så produktiv, at han også kunne give nogle af sangene til kollegerne, bl.a.
Henning Stærk. Efter nogle år med det ret store orkester fik Poul Krebs behov for at udtrykke sig i mere intime sammenhænge, og det blev til The Bookhouse Boys, der indspillede "Morgendagens tåber", hvilket album befæstede Poul Krebs' position som en af tidens helt store navne. Siden starten af 1990'erne har Poul Krebs været flittig på koncertscenerne og i pladestudierne. Han har prøvet kræfter i flere forskellige sammenhænge og var blandt andet den ene af De Tre Tenorer sammen med Steffen Brandt og
Michael Falch. I 1995 kulminerede hans succes med albummet "Små Sensationer", som bl.a. indeholdt hittet "Sådan Nogen Som Os". Albummet indbragte ikke mindre end fem Dansk Grammy-nomineringer. I et par omgange fik Poul Krebs mulighed for at spille sammen med RadioUnderholdningsorkesteret, men ellers hed hans orkester i anden halvdel af 1990'erne Små Sensationer efter albummet af samme navn. Poul Krebs har også spillet flere steder uden for landets grænser. Ud over flere ture til Grønland har han spillet i Norge, Frankrig og USA. Blandt Poul Krebs' øvrige gøremål kan nævnes et stort engagement til fordel for velgørenhed. I 1999 skrev han "Selv en dråbe", som er en velgørenhedssang for Kosovo. Endvidere har han deltaget i en lang række støttekoncerter, herunder Muskelsvindfondens Grønne koncerter samt for Dansk Flygtningehjælp. Poul Krebs har spillet på praktisk taget alle danske musikfestivaler og er fortsat et populært navn på spillestederne i hele landet. Poul Krebs blev i 1995 gift med koreograf Ulla Birthe Hviid Bille (f. 14-03-1965)