Finn Savery
Født: 24-7-1933 i Gentofte
Død: 15-11-2024 Mindebog
Gravsted: Manglende oplysning

Biografi
Finn Savery, komponist, pianist, jazzmusiker og kapelmester, blev født ind i en musikalsk og musikglad familie som søn af koncertpianist, musikpædagog, musikskoleleder og musikterapeut Carl Maria Savery (03-11-1897 - 31-01-1969) og hustru pianist, musikpædagog og kunstmaler Sigrid Savery (født Aae) (1902-1970). Finn Savery, der var virksom inden for såvel jazz som nyere europæisk musik, blev uddannet i klaver og musikteori ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København fra 1953 til 1960 og arbejdede siden hovedsageligt med jazz og med teater- og filmmusik. Han spillede med egne grupper fra 1949. Fra 1951 spillede Finn Savery vibrafon i gruppen omkring barytonsaxofonisten Max Brüel, og i 1953 dannede Max Brüel en kvartet med Finn Savery (vibrafon), Erik Moseholm (bas) og Flemming Wagner Hansen (trommer), som turnerede i Sverige med sangeren Birgit Brüel. Efterfølgende spillede Finn Savery i danske jazzklubber i duo med Erik Moseholm, i 1955 udvidet til trio med guitaristen Ole Molin. Fra slutningen af 1950erne arbejdede Finn Savery hovedsageligt med egen trio, bl.a. ved opførelserne af skuespillet "En duft af honning" i 1960-61. Finn Savery komponerede den såkaldte third-stream music, der forener jazzen med partiturmusikken - bl.a. "Dualisme for en oktet" i 1961 og "Form 63" for trio og kammerorkester i 1963. Han komponerede desuden jazzpræget teatermusik bl.a. Erik Knudsens revy "Frihed - det bedste guld" (1961), Ernst Bruun Olsens musical "Teenagerlove" (1962), "Læn Dem ikke ud" (1964) og Ernst Bruun Olsens musical "Bal i den borgerlige" (1966). Dertil kommer mange jazzkompositioner som f.eks. "New York Series", "Blues nr. 3", "Trekanten" og "From Mainstream Banks". Finn Savery skrev til Radiojazzgruppen og DR Big Band og havde selv ensembler med bl.a. Erik Moseholm, Mads Vinding,Bjarne Rostvold, Jørn Elniff og Marilyn Mazur. Finn Savery modtog en række hædersbevisninger, bl.a. fra Statens Kunstfond, Lange-Müller-stipendiet og Sandbylegatet, 1980 modtog han Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 1987 Dansk Kapelmesterforenings hæderspris og 2011 Anne Marie og Carl Nielsens hæderspris. Han beklædte adskillige tillidsposter bl.a. i Dansk Komponistforening, Samfundet til udgivelse af dansk musik og Dansk elektronmusikselskab. Han blev den 9. december 1962 gift med tandlæge Ph D odont. Ellen Beier Savery, født Jensen (02-02-1940 - 30-06-2014).


Har arbejdet med følgende 1 film:
Klabautermanden (1969)Musik

Har arbejdet med følgende 1 julekalendere:
Hvad en møller kan komme ud for, når der er nisser på loftet. (1970)Musik

Link til yderligere info:
http://www.finnsavery.dk