Nikolaj Hansen
Født: 20-2-1855 i København
Død: 24-12-1932
Gravsted: Solbjerg Parkkirkegård - Frederiksberg
Biografi
Johannes Nikolaj Hansen, musiker, komponist, var søn af melhandler Christian Hansen og hustru Caroline Louise Schmidt. Nicolaj Hansen fik fra sit 15. år undervisning i violin, klaver, orgel og teori. I 1881 var han på studieophold hos Charles Dancla i Paris. I disse år spillede han ellers i forskellige københavnske orkestre, bl.a. Tivolis Koncertsals Orkester, hvor han endda var koncertmester og fungerede som stedfortrædende dirigent for Balduin Dahl og var i 9 år medlem af Neruda-kvartetten. Efter forgæves 3 gange at have konkurreret om violinplads i Det Kongelige Kapel blev Nicolaj Hansen i 1885 musikdirektør ved Folketeatret efter C.C. Møller, en plads han holdt i 18 år. Hans egentlige betydning ligger dog på det pædagogiske område, idet han efterhånden brugte mange kræfter på instrumentering og arrangementer af andres værker og arbejdet som violinlærer. Han var violinlærer ved Blindeinstituttet fra 1894 og lærer i instrumentation ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium fra 1924-1930. Jævnsides hermed var han dirigent for forskellige amatørorkestre, bl.a. Handels- og Kontorforeningens Kapel og musikforeningen Euphrosynes orkester. Fra 1901 var han formand for Musikforeningen. Han udgav samtidig en overvældende mængde småstykker for violin til undervisningsbrug. Nicolaj Hansen blev den 16. november 1925 gift i Helligåndskirken i København med Oda Amalie Bjørn, født Svendsen (12-06-1891)
Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Op og kig (1913) | Musik |