Emil Juel-Frederiksen
Født: 14-4-1873 i København
Død: 26-1-1950
Gravsted: Garnisons Kirkegård - Kbh

Biografi
Emil Juel-Frederiksen, komponist og organist, var født ind i den kunstneriske branche. Faderen var operasanger ved Det Kongelige Teater og senere kantor ved Garnisons Kirke Peter Juel-Frederiksen - og moderen var balletdanser Thora Lauritze Margrethe Louise Juel. Selv studerede han sang og klarinet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i årene 1891-93 og lærte orgelspil ved privatundervisning. Derefter drog han til Berlin for at videreuddanne sin stemme. Ved hjemkomsten blev han sanger i koret ved Garnisons Kirke og han drog på rejser rundt i Danmark og Norge som koncertsanger. I Norge sang han også barytonpartier i nogle operaer bl.a. Alfio i "Cavalleria rusticana". I årene 1898 til 1901 var han organist i Kerteminde og derefter 1901-1943 organist og kantor ved Apostelkirken i København. En overgang var han musikanmelder for københavneravisen "Aftenbladet" og han havde også forskellige poster som musiklærer bl.a. på Lærerhøjskolen, Frederiksborg Latinskole og Metropolitanskolen. Emil Juel-Frederiksen komponerede mindre klaverstykker og lettere sentimentale sange, som i tiden var meget populære. F.eks. udkom en sang som "Lille Valmue" i 37 oplag. Mange af klaverstykkerne var lette fantasier over kendte sange, julemelodier eller åndelige sange. Men han lavede også enkelte større værker, nogle kantater, en ballet, nogle orkestersuiter samt musikken til folkekomedien "Smuglerens søn", der blev opført på Casino i 1913. Emil Juel-Frederiksen blev den 6. august 1907 gift i Apostel Kirken i København med Theodora Karise Anna Dagmar Johansen.


Har arbejdet med følgende 1 revyer:
Bobby (1914)Musik